Vi får en statusrapport fra Ranya Karam, der leder rehabiliteringscentret Stjernebjerget udenfor Ramallah på Vestbredden.
Ranya Karam er udstyret med en indre GPS. Målet er sat, og uanset veje og omveje, vil hun finde frem. Og målet er børn og unges ve og vel i Ramallah på Vestbredden og de skoler i området, hvor unge får oplæring i ansvarligt medborgerskab.
Den stålsatte leder af rehabiliteringscentret Stjernebjerget udenfor Ramallah må også helt konkret stole på bilens GPS, når hun skal på arbejde. Vejen er lang og meget trafikeret, og hun vælger derfor en kortere rute forbi israelske bosættelser, der er erklæret ulovlige af FN.
Her er der tit ballade, og Ranya risikerer at komme i krydsild mellem bosættere og lokale protesterende. Palæstinensisk radio giver opdaterede meldinger om sikkerhedssituationen hvert kvarter. Når der tilsyneladende er nogenlunde fredeligt, vover hun sig afsted.
For som hun siger: Vi er nødt til at tage en dag ad gangen. Selv om der er ro her på Stjernebjerget lige nu, kan vi ikke vide, hvad der sker i morgen.
Rehabiliteringscentret støttes af BDM og Den Internationale Brødrekirke. Centrets 30 medarbejdere giver terapi, skolegang og jobtræning til 90 børn med fysiske og psykiske handicap og arbejder med inklusion af elever med handicap i og omkring Ramallah.
”Krigen påvirker os alle. Det er virkelig deprimerende…”
Spændingerne mellem israelere og palæstinensere er intensiveret siden Hamas’ angreb den 7. oktober sidste år og Israels fortsatte gengældelsesangreb i Gaza. Krigen breder sig til Libanon og de palæstinensiske selvstyreområder. På Vestbredden er over 600 palæstinensere dræbt siden 7. oktober.
Hvordan har Ranya og hendes medarbejdere det under disse forhold?
– Vi fortsætter hjælpearbejdet, og forældrene kommer fortsat på centret med deres børn og unge, selv om de ofte må tage lange omveje for at nå frem. Men vi er alle sammen deprimerede, fortæller hun.
– Krigen påvirker os alle. Det er virkelig deprimerende. Men når vi sammenligner os med Gazas befolkning, siger vi til os selv, at vi ikke skal være deprimerede. Men det er vi. Samtidig er vi på en måde stadig velsignede, fordi vi har mad på bordet. Vi har brændstof i bilen, vi har strøm. Men i virkeligheden er det ikke et liv.
– Du kan ikke gå nogen steder uden at bekymre dig. Så det eneste, vi kan gøre, er at være, hvor vi er, gå ud hvor vi kan og eventuelt spise på restaurant; det er alt. Du kan ikke rejse, fordi flyene er aflyst. Du sidder fast.
Vil bare gøre situationen en lille smule bedre for børnene
Hvad er din drøm for arbejdet på Stjernebjerget i fremtiden, for eksempel for de næste 10 år?
Ranya Karam slår en latter op:
– Vi har kun kortsigtede drømme. Vi drømmer ikke 10 år frem, faktisk kan vi kun se frem mod årets udgang. Det er alt. Vi er ikke i en situation, hvor vi kan drømme 10 år frem.
Her kommer hendes indre GPS ind i billedet:
– Vores mission er – hvor lille den end er – bare at gøre situationen en lille smule bedre, end den er lige nu. Ja, vi vil hjælpe vores børn, unge og familier på enhver mulig måde og håber blot, at vi får styrke til at fortsætte. Fortsætte med at leve.
