Her er nogle af de lokale medarbejdere, der gør det muligt for Brødrekirken i Albanien at arbejde i seks byer.
Brødrekirken i Albanien er vokset til seks kirker spredt ud over et område på størrelse med Jylland. Dena Fortuzi rejser som eneste præst i pendulfart for at betjene menighederne i Tirana, Bathore, Burrel, Lezha, Elbasan og Pogradec. Men det daglige arbejde med lektiehjælp, kvindegrupper og nødhjælp til fattige udføres af lokale lægledere og medarbejdere. Deres omsorg holder sammen på medlemmerne i den lokale kirke.
Laureta og Arben Bektasha leder menigheden i Pogradec. Parret brænder især for at hjælpe de mest fattige. Det var især et påtrængende behov under Covid-pandemien.
– Bare fordi man er et åndeligt menneske, kan man altså ikke nøjes med at gå i kirke om søndagen. Jeg vil gerne skabe udveje for dem, der kæmper og lider, siger Arben.
Og fordi folk kender hans passion, er det ham, de ringer til, når de har behov. Arben står også for den praktiske vedligeholdelse af Brødrekirkens lejrsted i Pogradec.
Shpresa Gjestila har været leder for menigheden i Burrel i 22 år. Hun har muslimsk baggrund og stiftede først bekendtskab med kristendommen, da hendes 14-årige datter tog hende med i kirke. Hun blev hurtigt involveret og hjalp til med forskellige opgaver.
– Det er meget tilfredsstillende at arbejde i kirken. Jeg nyder især at arbejde med børnene og fortælle dem bibelhistorier med billeder. En dag bliver de voksne, og så håber jeg, at de fortsat vil være en del af kirken.
Shpresa har døjet med dårligt helbred, men bøn og den rette medicin har hjulpet hende, så hun nu har det meget bedre.
Blerina Taka er ansvarlig for børnearbejdet i menigheden i Burrel og underviser i menighedens børnehave. Hun blev selv kristen for fem år siden, da hun fik fat i en bibel. Ved at læse i den voksede hendes tro, og det ledte hende til kirken.
– Før jeg læste i Bibelen troede jeg slet ikke på Gud. Men ved at læse voksede min tro på, at der måtte være en gud et eller andet sted. Jeg begyndte at gå i kirke, og her i Brødrekirken mærker jeg, at jeg får forbindelse med Gud.
Blerina står også for kvindegruppen, hvor kvinder finder et fællesskab og et sted at få råd og vejledning.
Irena Xhaferri leder menigheden i Elbasan og har ansvar for kirkens børnearbejde. Hun er psykolog og står også for kirkens rehabiliteringsarbejde blandt børn med særlige udfordringer. Hun rådgiver også børnenes forældre.
– Jeg gør det for Gud og glæder mig over at kunne gøre noget godt for mennesker, enten de er troende eller ej. Det er vigtigt at børnene vokser op, kommer i arbejde og bliver integreret i samfundet.
Irena har haft mange børn i behandling. Flere er nu 18 år og er gået videre til andre af kommunens tilbud. Kirken samarbejder tæt med kommunen om hjælp til sårbare samfundsgrupper.
Qamile og Haxhi Murati leder menigheden i Bathore. Det har de gjort i 11 år, mens de var muslimer og inden Haxhi blev døbt i Brødrekirken, mens han stadig var såkaldt kulturmuslim.
– I 1991 fik jeg en bibel af engelske missionærer. Da jeg rørte ved den, fik jeg en fantastisk følelse. Jeg begyndte at læse i den og mærkede en form for kald. Jeg tror det var Gud, der tog mig ved hånden, så nu følger jeg bare efter, siger Haxhi.
Parret er et godt eksempel på religiøs mangfoldighed og betydningen af kirke og kristendom i et land med nyfunden religionsfrihed.
Fatbardha og Nikolin Paplekaj leder menigheden i Lezha, der især rækker ud til det sårbare romasamfund i byens udkant. Fatbardha er sproglærer i albansk og engelsk og Nikolin er matematiklærer. De bruger begge deres fritid på at give lektiehjælp til udsatte børn.
– Min mand og jeg kan hjælpe dem ved at bruge de evner, Gud har givet os som lærere, siger Fatbardha, der blot ønsker at dele Guds kærlighed med romaerne.
– Men det er svært, når vi ser de svære forhold, de lever under. Vi kan slet ikke møde deres økonomiske behov, siger hun.
Elona Mandro er Dena Fortuzis højre hånd og samler trådene på Brødrekirkens kontor i Tirana. Samtidig styrer hun regnskabet og koordinerer kirkens børne- og ungdomsarbejde i de seks byer sammen med Dena Fortuzi.
– Det er ikke bare et arbejde, men en tilfredsstillelse at undervise og hjælpe børn og unge til at klare sig i et trygt miljø, siger hun.
– Jeg er også glad for at rejse rundt til menighederne sammen med Dena. Her samler jeg børnene til undervisning, mens Dena holder gudstjeneste for de voksne.