Respice mistede sit hus til vandmasserne

17 familier mistede hus og hjem, da voldsom monsunregn fik Tanganyikasøen til at gå over sine bredder. Danske kirker hjælper gennem BDM.

Af Mads Refshauge Jakobsen, missionær

Det var en almindelig aften i regntiden, og Respice Mbwilo ville gå hen og se til sin mark som så mange aftner før. Da han efterlod sin familie ved deres hus i Kipili ved Tanganyikasøens bred var alting godt; børnene legede, og hans kone lavede mad. Der var ikke noget som tydede på, at denne aften skulle blive markant anderledes.

”Den er helt gal – kom nu!”

Da Respice havde arbejdet i sin mark et par timer, ringede hans mobil. Det var han kone, som udbrød: ”Den er helt gal herhjemme! Kom hjem nu!”

Forvirret og uforstående forlod han sit arbejde med det samme for at vende hjem. Og her blev han selv vidne til ulykken:

Børnene havde leget gemmeleg og havde det sjovt, da et af børnene ville gemme sig i soveværelset. Til barnets store overraskelse flød der vand i rummet – næsten helt op til barnets knæ. Han skreg efter sin mor, som kom stormende ind i soveværelset. Forvirret kiggede hun rundt og opdagede et stort hul i gulvet, hvor vandet strømmede op fra. Hun ringede til Respice med det samme!

Hovedet fuldt af bekymringer

Da Respice nåede hjem, var naboer og bekendte i gang med at tømme hans hus for ejendele. For nu var gulvet oversvømmet i hele huset. Alt vand kom op gennem gulvet, selvom Tanganyikasøens bred lå 80-100 meter fra familiens hus.

En nabo lånte ham et værelse, hvor alle 6 familiemedlemmer kunne sove mellem alle deres ejendele. Naboerne foreslog at de alle skulle tage sig en god nats søvn, inden de begyndte at tænke over, hvad de skulle gøre ved situationen.

Respice kunne ikke sove. Hans tanker fløj rundt i hovedet, fuldt af bekymring. Hvad skulle de dog gøre nu? Han havde ingen penge. Alt, hvad de havde sparet op, var gået til at tilså marken. Hans hjerte bankede helt vildt. Han kunne slet ikke finde ro.

Grundvandet stiger fortsat

Dagen efter begyndte med, at han besøgte de lokale myndigheder. Bagefter besøgte han familie, venner og bekendte. Men da det var regntid, var der ingen, der have penge, tid eller overskud til at hjælpe ham. Myndighederne ville heller ikke hjælpe med noget, da de ikke går ind og hjælper ”bare” fordi et hus braser sammen.

Respice mistede modet, og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han og familien endte med at bo i naboens værelse i to uger sammen med alle deres ejendele. Vandet blev ved med at komme op igennem gulvet på hans hus, og huset gik mere og mere i forfald.

17 familier mister deres hjem

I ca. to uger var han den eneste, som havde problemer med vandet fra Tanganyikasøen. Men så pludselig begyndte det at regne voldsomt. Indenfor tre dage var søens vandstand steget så meget, at 16 andre familier også havde mistet deres hjem. Samtidig var hele Respices grund nu fuldstændig oversvømmet.

Disse tre dage ændrede alt i Respices situation. Pludselig ville myndighederne gerne lytte og hjælpe, for nu var det et landsbyproblem. De skrev derfor sammen med de 17 familier et brev til Løsning/Korning Kirker igennem BDM, og de gik med til at hjælpe.

Lokalt tilbød grundskolen nogle at deres tomme lærerboliger til de oversvømmede familier. Respice lejede et af disse steder sammen med hans familie. Dér bor de endnu, indtil Respice kan få bygget færdigt.

Fakta:

Vandstanden i Tanganyikasøen, der er kilde til liv og levebrød i tilstødende afrikanske lande, er langsomt steget siden begyndelsen af ​​2021.

I løbet af de sidste par måneder har vandstanden nået rekordhøjder, hvilket har udsat samfund og mennesker langs kysten for store oversvømmelser.

Den nuværende vandstand har nået det højeste niveau i 30 år og står nu 2 meter over medianniveauet.

Kilde: WorldWater, der overvåger situationen med data fra NASA-satellitter.

Fakta:

BDM har hjulpet Respice og hans familie med:
– Ler til at bygge med i stedet for cement
– Tre sække cement til at dække fundamentet
– Håndværkere til at bygge fundamentet
– 3000 mursten
– Transport af mursten fra Kirando (16 km)
– Sand til cementen leveret med traktor
– Folk til at læsse mursten på og af traktoren
– Håndværkere til at bygge muren