Generalsekretær Arngeir Langås fortæller om gæstfri partnerkirker, en natur under forandring og et fascinerende grænseland mellem Tanzania, Burundi og DR Congo, som han besøger lige nu.
Tanganyika-søen er en del af den store Rift-dalen, der går fra Libanon, over Dødehavet og Det Røde Hav ned igennem Afrika og midt i Tanganyikasøen og helt ned til Mocambique. Tre byer ved søens bredder har jeg besøgt den sidste uge; Kigoma i Tanzania, Bujumbura i Burundi og Uvira i Congo. Alle tre steder har jeg besøgt Brødremenighedsprovinser.
Møder med partnerkirker
I Kigoma holdt BDM partnerskabskonference med vores partner Lake Tanganyika-provinsen. Vi var fem fra hver partner, og vi talte sammen i to dage om vores fælles vej frem. Fra BDM deltog formand Jørgen Bøytler, kasserer Christian Aagaard, missionærer Hanne og Kjeld Simonsen, samt mig selv.
I Congo var Christian og jeg vidner til den første synode, det vil sige kirkemøde, hvor den unge kirke endelig fik valgt en bestyrelse. Derefter besøgte vi børnehjemmet for de forældreløse børn med handikap og deltog i søndagens gudstjeneste.
Til sidst besøgte vi kirkeledelsen i Burundis Brødrekirkeprovins, og fik en god samtale om vores samarbejde.
Vejret bliver ”hængende”
Hver nat sov vi tæt på søen. Den er dyb, og der er både krokodiller og flodheste, men først og fremmest vand. Stigende mængder, der indenfor de sidste syv år har ædt bekymrende meget af de kystnære veje, strande og huse.
Forklaringen er lidt fatalistisk: Klimaforandringerne kan man ikke lige sådan reparere. En af disse forandringer er, at vejret bliver ”hængende” i længere tid, hvad enten det er regn eller sol. Lige i dette område af kloden kommer der mere regn end tidligere.
En fælles rejse i Guds mission
Hvad gjorde mest indtryk på mig? Overalt den kærlige modtagelse af os fra BDM. Den bunder i kendskab udviklet over lang tid og tillid til, at den fælles rejse i Guds mission bliver ved. Åbne og konstruktive samtaler var der mange af.
I Tanzania så vi et veldrevet projekt i Kasulu. Baseret på erfaringen med praktisk diakoni talte de ansvarlige med tyngde om, at projektet udgør et tydeligt kristent vidnesbyrd.
I Congo gjorde kirkens ungdomskor og band nok størst indtryk. Det lyder bare rigtigt godt, og der synges fra maven af. Det gør også indtryk at være i en by, der huser både en mindre flygtningelejr og en fredsbevarende styrke fra FN. Freden kan man med andre ord ikke tage for givet.
I Burundi var det fantastiske måltid, det jeg vil huske bedst. Som tegn på kærlighed og respekt havde man fundet det bedste frem og denne åndelige intention blev så at sige kød og en del af os. Næsten som nadveren.
At krydse grænser
Grænselandene er tit fascinerende. Netop denne grænse krydses med jævne mellemrum af flygtninge, og det går begge veje. Når man flygter, er det for sit liv. Mange vender tilbage, når freden har indfundet sig, men slet ikke alle.
At krydse grænser er godt, når man er lukket inde i noget destruktivt eller uudholdeligt. Når mennesker eller dyr krydser grænser af den grund, er det fordi man drives af livstørst, og fordi håbet giver energi endnu.
Bibelen handler meget om at krydse grænser. Her er hele folk på vandring, hvad enten det er Abraham på vej til Hebron, Israels folk på vej fra fangenskab til frihed i det lovede land, eller folket bortført til Babylon og Assyrien og derefter på vej hjem igen, mens nogle blev tilbage. Den hellige familie oplevede sit eget lille drama og fandt tilflugt I Egypten, ligesom Jakob og hans sønner også fandt liv i en tid med hungersnød. Paulus krydsede også grænser, men mest som missionær.
Kristendommens logik
At evangeliet er kommet til disse lande, er fordi nogle mennesker har hørt et kald og taget chancen of krydset disse grænser. Evangeliet er nemlig for alle, og derfor er mission en naturlig konsekvens af denne kristendommens iboende logik: Det gode budskab er for alle, det er universelt og tilgængeligt.
Ligesom Paulus var sendt, er også vi sendt. Ja, jeg har lige møde Mathias Aron Kiligito, endnu en missionær, der har krydset grænser, denne gang fra Tanzania til Burundi, for at være syd-syd-missionær dér.