Rejseblog: Til gudstjeneste med båd på Tanganyikasøen

Generalsekretær Arngeir Langås skriver fra Tanzania, hvor han besøger Brødrekirkens arbejde. Nu skal vi på bådtur til gudstjeneste…

Vi rejser videre til Kipili, der ligger halvanden times kørsel fra Sumbawanga. Landsbyen ligger ved Tangayikasøens bredder, og herfra er der adgang med båd til en lang række isolerede landsbyer. Tangayikasøen er Afrikas dybeste indsø og strækker sig over et område på størrelse med Jylland.

BDM’s ambulancebåd benyttes i sundhedsprojekterne til at transportere syge og gravide til hospitalet.

Bådmission til isolerede landsbyer

BDMs formand Jørgen Bøytler etablerede missionsstationen i Kipili for at nå ud med evangeliet til landsbyer, som ikke kunne nås med bil. På den baggrund udvikledes bådmissionen gennem årene.

Et vidtforgrenet arbejde fandt sin form med driftige missionærer i samspil med lokale kristne.

Knud Elmo Knudsen udvidede arbejdet, hvorpå Janice og Mads Refshauge Jakobsen tog over og videreførte det. Jonas og Eva Diemer havde fokus på sundhedsprojektet.

Der var fart på gudstjenesten i Namansi, hvor deltagerne dansede og sang.

Prædikede til gudstjeneste med dans og sang

Mads viste mig rundt på missionsstationen, hvor der er et stort antal bygninger: Hus til volontørerne, gæsteværelser til seminardeltagere, børnehave, kirke med mere. Et stykke nedenfor huset ligger flere både klar til brug.

Jeg fik den glæde at prædike i kirken i Namansi denne søndag. Bådturen på en lille time hver vej var en stor oplevelse i sig selv: Udsigt til fiskere i små både, skønne strande, uberørt natur.

Missionserfaringer til fælles gavn

Landsbyen var fejet og fin, og der blev holdt gudstjenester i flere kirker samtidigt. Et ungdomskor sang og dansede, og efter gudstjenesten håndhilste alle på hinanden udenfor kirken.

Mads og Janice Refshauge.

Mads og Janice gør et meget godt stykke arbejde, og kan bruge deres mange erfaringer til gavn for mange. Det har været en glæde at mødes med dem midt i deres vigtige arbejde. Lige nu bliver det mere stille på missionsstationen, for Mads og Janice skal fordybe sig i studier om mission i England.

Arngeir Langås er på rundrejse til BDM-støttede projekter i Tanzania og skriver en rejseblog, når der er en ledig stund. Følg med her på siden.