REJSEBREV: Bettina og Morten Poulsen har fået besøg af generalsekretær Arngeir Langås, som her fortæller om en landsby, der nu får et godt fundament til en ny kirke.
I dag har jeg besøgt to Brødremenigheder udenfor Mwanza, på vej mod verdens flotteste nationalpark, Serengeti. Vi så ingen af savannens dyr, men masser af køer, hunde og geder. Langs vejen gik der skoleungdom i uniform og ikke sjældent med fantastisk humør. Her er tørt, og man venter på regntiden, men der er ingen krise, for der er stadig vand i åerne.
Tryg transport med mennesker og cement
Inde i den store Toyota Landcruiser sidder BDMs missionær Morten Poulsen og får os trygt frem. Derudover er foruden mig selv kirkens distriktsleder Elias Mlewa og missionær Bettina Poulsen med ombord. Undervejs frem og tilbage var der også andre, der fik et lift. De sad sammen med et halvt ton cement, der skulle til Imalanzala, hvor en ny kirke bygges i et samarbejde mellem den lokale menighed og BDM. To tidligere forsøg er løbet ud i sandet, næsten bogstaveligt talt, for materialerne og forarbejdet var mangelfuldt. Men nu skal der være. Grundmuren er solid og forhøjet med plads til søjler og med jern indeni.
Nu kan præsten komme hurtigt rundt i sognet
Præsten Yohana Misungwi er glad. Ikke alene er kirken ved at blive bygget, denne gang stor og solid. Men han har også kunnet komme rundt i sognet på motorcykel. Hans sogn er meget stort, og transporten gik før meget langsomt på cykel. Men via Morten Poulsen og BDM kører han nu vidt omkring på sin motorcykel med skiltet ”Kanisa Moravian”: Brødremenigheden.
Vi blev budt på varm mad i Imalanzala. Menighedens kvinder havde kogt dejlig kylling og ris. Vi fik vand og sodavand. Inden måltidet var der flere ritualer: Hilsener ved kirkens distriktsleder, ved Morten, Bettina, BDMs generalsekretær, menighedens præst og evangelist. Evangelisten står op og beder for måltidet. Gæsterne får skyllet hænder med sæbe og varmt vand. Og så spiser vi.
Begynder med at samles under et træ
Der foregår mange ting på den korte visit. Sammen kigger vi på grundmuren som er kommet til siden sidst. Den er solid. Grundlaget er lagt for næste fase. Det må vel være væggene med mursten, man selv brænder? Hvad skal BDM hjælpe med? Bliktaget til sidst?
Hvorfor vil de have en kirke? Det er ret indlysende: Andre landsbyer har kirker, hvor børnene lærer om Jesus, kvinderne synger i kor, alle samles til søndagens gudstjeneste. En kirke kommer ikke forærende, den skal man selv organisere sig for at få.
Tit er det tilflyttede Brødremenighedsfamilier, der tager initiativet: ”Vi er fem familier her, og vi vil gerne have en kirke.” Og så går der nogle år med op- og nedture. Flere flytter til, andre taber måske motivationen. Man starter måske udendørs, under et træ. Efterhånden er der et ældsteråd eller et menighedsråd, som kommunikerer med distriktets præst. Man får besøg af en evangelist, som besøger mange hjem.
Et frirum, hvor fællesskabet udfolder sig
I Danmark kalder vi det for kirkeudvikling. Kirken har en begyndelse i historien, og den har et sted i geografien. Den er forbundet med resten af samfundet, med andre kirker, med mange familier og enkeltpersoner. Den er et frirum, hvor hjertets længsler og fællesskabet udfolder sig. Der er ord til eftertanke, sang til glæde, et fælles referencepunkt, nemlig at Gud blev menneske og inviterede os til et fællesskab med Ham og hinanden.
Det er der kommet meget godt ud af, både i Danmark og Tanzania, og på så mange pletter på jorden. Ud fra kirken har mange fået praktisk hjælp og åndelig omsorg og sjælelig vækst. Med disse og lignende formål er BDM sat til jorden og det er en blivende glæde at så mange tager del i denne mission fra ulige vinkler.
Efter seks timer i bil, de fleste på asfalt, kom vi glade tilbage til Mwanza ved solnedgangstid.