På Håndværkerskolen i Sikonge får lærlinge en uddannelse i godt træarbejde til gavn for dem selv, deres familier, kirken og hele lokalsamfundet. Mission er evangeliet til hele mennesket, fastslår missionær Michael Toldam Korsgård.
Brødremenigheden er kendt for godt håndværk. Det er Christiansfeld et godt bevis på, og det præger kirkens missionsarbejde i Tanzania, hvor der er oprettet håndværkerskoler i både Sikonge og Kipili.
Lydene er ikke til at tage fejl af, mens vi går rundt på håndværkerskolen i Sikonge. Lærlingene saver, hamrer, limer og måler op under kyndig vejledning af mester og underviser. Sengegærder ved den ene væg, kister ved den anden, og møbler, vinduer og døre omkring høvlebænkene demonstrerer, at her lærer de 12 lærlinge hvad det vil sige at udføre et godt håndværk.
Men idéen med Håndværkerskolen stikker dybere. Her tjener de unge lærlinge en løn til deres familier, her får de en uddannelse, herfra repareres missionens mange bygninger og herfra sendes håndværkere ud for at bygge og reparere kirker og andre af missionens bygninger i hele Vesttanzania stift – et område på størrelse med Danmark.
Mission er tilbud til hele mennesket
– Håndværkerskolens værksted hjælper kirken herude med bygninger af en kvalitet som kan holde i rigtig mange år. Både de små kirker ude i landsbyerne og de store inde i byerne, fortæller missionær Michael Toldam Korsgård, der har ledet Håndværkerskolen de seneste tre år og stået i spidsen for byggeriet af en ny, stor kirke ved bispesædet for Vesttanzania Stift i Tabora.
– Håndværkerne hjælper også kirkens andre institutioner. Mission er nemlig ikke kun kirke, men et tilbud til hele mennesket: hospitalet, kirkens skoler og bibelskole, pointerer han.
Selv om Mia og Michael Toldam Korsgård nu er vendt tilbage til Danmark, kan de følge arbejdet i Sikonge online og med besøg fire gange årligt. Mia er rådgiver for Sikonge Hospital og Michael for Håndværkerskolen, der fungerer som et værksted med lærlinge.
Giver uddannelse og penge i hånden
Men det handler ikke kun om håndværk og byggeri, fastslår Michael:
– Værkstedet betyder meget for de unge mennesker. De får en uddannelse, som de ellers ikke ville have fået. Efter grundskolen har mange ikke mulighed for at læse videre, og nogle har slet ikke mulighed for at tage en boglig uddannelse. Efter skolen vender de blot hjem til deres landsbyer for at passe familiens marker og husdyr. Derfor er det rigtig godt, at de kan få en uddannelse, så de kan få arbejde og forsørge deres familier.
– At være lærling hjælper dem også lige nu og her, fordi de får en løn, de kan tage med hjem. Den går så til sæbe, sukker, tøj og sko og til hospitalsindlæggelse eller sygdomsbehandling af familiemedlemmer eller slægtninge i et samfund uden et velfærdssystem, der samler én op. Så derfor bliver det et virkelig stort sikkerhedsnet for dem at have et job, fortæller han.
Vil lave ordentligt byggeri
En af dem er Adamu Kissa. Fordi han stammer, vil det være svært for ham at fremlægge projekter på en videregående uddannelse. Men en håndværksuddannelse er lige sagen:
– Jeg vil gerne være ”fundi”, håndværker, ligesom mester og starte min egen virksomhed og kunne hjælpe folk med at lave ordentligt byggeri, siger han.
Og mester Julius Mtunda er glad for at vejlede en ung mand som Adam.
– Han er meget lydhør, og han tager alt det ind, vi underviser om. Han har en længsel efter at udvikle sig yderligere. Både som håndværker, men også for at hjælpe sin familie og lokalsamfund og kirke.
”Jeg lærer hele tiden noget”
Den samme indstilling har Baraka Mnyema, der har ansvar for den store rundsav, der saver træstammer til planker.
– Jeg har det godt efter en god arbejdsdag, fordi jeg føler, at jeg har udrettet noget. Og fordi mit arbejde gør en forskel, får jeg mod på at fortsætte og gøre det endnu bedre i morgen. For jeg lærer hele tiden noget.
Han bor stadig hjemme hos sine forældre, men har købt en grund, som han snart kan bygge sit eget hus på.
– Det gør jeg selvfølgelig i min fritid. Men min viden tager jeg med fra arbejdet, smiler han.
En af lærerne, Righton Kaombwe, glæder sig over at give viden fra sig:
– Jeg er udlært tømrer og har dyb fred i hjertet, fordi jeg kan undervise de unge i godt tømrerarbejde og samtidig tjene til livets ophold, fortæller han.
– Det er dejligt at se lærlingene udvikle sig. Nu er det ikke kun mig, der er ”fundi”, men også mine lærlinge. Vores arbejde er til gavn for hele Sikonge.
Høster 400.000 liter vand
Det gælder ikke mindst Sikonge Hospital, som nu får mere stabil vandforsyning. Her har Håndværkerskolen stået for at renovere og bygge vandtanke til hospitalet. Tankene samler regnvand og kan rumme 400.000 liter vand.
– Vand er en mangelvare fra tid til anden, forklarer Michael Toldam Korsgård. – Også den offentlige vandforsyning kan løbe tør. Det oplevede vi i to måneder af tørtiden sidste år. Da var der kun åbent for den offentlige vandledning et par timer om ugen. Men nu høster vi vand hele regntiden og har nok langt ind i tørtiden.
Næste projekt er at få indlagt vand. Første prioritet er at få lagt rør ind til operationsstuer og fødegange. Lige nu hentes vandet fra tankene i spande.
Lærlinge i centrum
Mens Michael Toldam Korsgård er i Danmark overtager Job Msogiti den daglige ledelse af Håndværkerskolen:
– Jeg har det rigtig godt med at arbejde her på værkstedet. Mest for lærlingenes skyld. De får mindst to ting ud af det: De lærer et fag og får vigtig viden. Samtidig hjælper det deres familier, deres lokalsamfund og kirken, siger han og lister en række projekter, som Håndværkerskolen står i spidsen for, bl.a. det store kirkebyggeri ved bispesædet i Tabora.
– Hvis kirken og missionen stadig vil have mig med på holdet, vil jeg arbejde for, at vi når vores mål. For vi har gode visioner. Jeg beder Gud om at holde mig sund og rask, så jeg kan hjælpe til her på værkstedet og dermed hjælpe kirken og hele samfundet.
Uddannelsen efter dansk forbillede
Job Msogiti har en lang historie på Håndværkerskolen i Sikonge. Selv har han arbejdet på værkstedet siden 2003, og hans far, Erasto Msogiti, arbejdede sammen med Jørgen Bøytler alle otte år, da han var udsendt sammen med sin kone Ellen til Sikonge fra 1982-90. Erasto Msogiti flyttede med til Rukwa-provinsen, da Bøytlers flyttede til Kipili og arbejdede sammen med dem i yderligere 5-6 år.
Håndværkerskolen blev bygget sammen med workshoppen og uddannede tømrere, murere og mekanikere.
– Uddannelsen var efter dansk forbillede: Mesterlære på workshoppen og teori i håndværkerskolen, fortæller Jørgen Bøytler. – Eleverne hjalp med at fremstille møbler, døre og vinduer osv., og på den måde bidrog de til at betale Håndværkerskolens lærere.
Han oplyser, at Håndværkerskolen dengang nåede op på en omsætning på over 1 million kroner om året på workshoppen. Indtægten kunne finansiere byggeriet af talrige kirker, hospitalsbygninger og præsteboliger.