Kirkeudvikling, børnehjem og mission blandt pygmæer. Det er blot nogle af aktiviteterne i et område på 1.000 kilometer i Østcongo.
Af Jacques Bya’unda, formand for Brødrekirken I Østcongo
Siden synoden i Uvira først på året har der været en del opgaver med at implementere de beslutninger, der blev aftalt omkring lederskab i kirken.
Kirken i Østcongo dækker 4 provinser, og afstanden fra den sydligste til nordligste menighed er omkring 1.000 km, som for størsteparten kun kan nås via søvejen. På denne strækning er der nu 5 kirkedistrikter med 13 provstier bestående af 42 menigheder med i alt ca. 5.000 medlemmer, som betjenes af 16 præster og 42 evangelister.
Der er afholdt flere seminarer for kirke- og menighedsledere i distrikterne, herunder også kvindeseminarer. Her havde vi besøg af ledere fra vores moderprovins i Kigoma, som havde stillet sig til rådighed som undervisere; bl.a. biskop Ezekiel Yona (Tabora), formand Arnold Mbulwa (Kigoma) og missionær Matias Kiligito (Burundi). I samme forbindelse blev der afholdt præstevielse, hvor 7 blev indviet ordineret som diakoner og 8 personer blev indviet som presbytere. *)
Børnene på vores børnehjem for forældreløse funktionshæmmede er godt i gang med deres fiskeriprojekt, som bidrager til driften af hjemmet. Vi har haft mulighed for at sende endnu to af børnene, Chance og Benoit, til ortopædiske operationer, så de kunne få den førlighed andre er født med.
Kirkebyggeri: Blandt de største udfordringer, vi står med, er færdiggørelse af vores store kirke i Uvira. Her mangler der endnu at blive lagt et cementgulv, påført indvendigt pudslag samt installeret vinduer og døre. Det er et arbejde som vi regner med at kunne færdiggøre i begyndelsen af næste år, hvor indvielsen af komplekset er planlagt.
Missionen blandt pygmæerne i regnskoven i provinsen Maniema står også højt på vores liste. Vi prøver at hjælpe dem med at opbygge en menighed og skabe de ydre rammer der skal til for at skabe et fællesskab, der rækker ud over det, som deres små klaner formår. Arbejdet besværliggøres stadig af uroligheder i de områder, hvor de bor.
Sundhed: Endelig er det lykkedes os at få bevilliget endnu et sundhedsprojekt i vores missionsområde, som starter op sidst på året. I den sammenhæng har vi indledt et samarbejde med en Pinsekirkerne i Congo (CEPAC). De vil kunne hjælpe os i administrationen af projektet, da det kræver lidt større kompetencer end vores forholdsvis lille kirke kan opbyde. Det er vores intention at følge op på det hele menneske både fysisk og åndeligt efter det forbillede Jesus giver os.
*) Diakon er det første af tre embeder, hvor til man ordineres og kan virke som præst. De næste er presbyter, ældste. Siger man ja til indvielsen som presbyter, giver man udtryk for at ville tjene som præst i Brødrekirken livslangt. Det sidste er biskop – et åndeligt og ikke et administrerende embede.