Borgerkrig i Østcongo efterlod tusindvis af børn forældreløse. Brødrekirkens børnehjem i Uvira giver 300 forældreløse børn med handikap omsorg, sundhedshjælp og mulighed for uddannelse.
Af Knud Elmo Knudsen, frivillig medarbejder og missionær
”Kan I ikke komme op og hjælpe os?”
Sådan lød det fra de tre udsendinge fra de tre små brødremenigheder i Uvira, som vi, en gruppe bestående af præster, evangelister og korsangere, for 15 år siden mødte under en evangelisationstur til Kalemie, som er hovedstaden i provinsen Tanganyika. Uvira ligger i provinsen Syd Kivu helt oppe i nordenden af Tanganyikasøen ved grænsen til Burundi.
Disse brødre havde tilbagelagt de 300 kilometer mod syd fra Uvira til Kalemie og brugt flere dage dels til fods og dels til søs med de små rutebåde langs kysten, for at komme i kontakt med deres brødre og søstre sydfra.
Det blev så at sige startskuddet til oprettelsen af Østcongo som et missionsområde blot 5 år senere. Et missionsområde er betegnelsen for et kirkeligt arbejde, som er organiseret og konstitueret samt registreret af myndighederne i de provinser, kirken arbejder i. Som sådan er det første skridt på vejen til at blive en selvstændig kirkeprovins inden for Brødrekirken.
Borgerkrig skabte nød og elendighed
De faktiske forhold var på det tidspunkt ret kaotiske. Østcongo var ved at komme sig efter en borgerkrig, som havde kostet millioner af menneskeliv og sendt tusindvis af mennesker på flugt. Forholdene var endnu ikke stabile, og nød og elendighed herskede blandt dem, som var vendt tilbage for at genopbygge det, de havde været tvunget til at forlade. Mange havde under deres ophold i Tanzania knyttet bånd til Brødrekirken dér og vendte tilbage med det forsæt at etablere et lignende kirkesamfund hos dem selv. Derfor skød der mange små nyetablerede husmenigheder op, som ønskede nærmere kontakt til det, de var udsprunget af.
Efter grundig forberedelse sejlede jeg sammen med en præst og en evangelist fra Kipili over søen og videre de 600 kilometer op langs Congos kyst til Uvira i nordenden af Tanganyikasøen. Efter 40 timer i ét stræk i en lille åben båd nåede vi Uvira. Vi sejlede med tre 200 liters benzintønder, da der hverken var mulighed for at tanke undervejs eller lægge til land på grund af lokale røverbander eller korrupte immigrationsmyndigheder. Da vi endelig nåede frem, måtte vi bruge en hel dags parlamentering med forskellige myndighederne før vi endelig kunne blive forenet med menigheden.
Kirken tog sig af 300 forældreløse børn
Krigen og AIDS havde efterladt et utal af børn, som stod uden forsørgere, og da menighederne på det tidspunkt havde taget omkring 300 børn til sig, blev det hurtigt klart for os, hvilken hjælp, der var mest påtrængende i øjeblikket. Derfor blev aftalen, at vi ville arbejde på at få et børnehjem for forældreløse børn op at stå. Undervejs i projektet blev vi opmærksomme på, at der også blandt de forældreløse er en marginalgruppe, børn med handikap, som ud fra kulturelle betingelser bliver overset.
Uddannelse er for de fleste forældre i udviklingslandene et spørgsmål om investering – en pensionsopsparing til sikring af ens egen seniortilværelse. Da al undervisning er forbundet med betaling, bliver deres valg truffet ud fra hvem i børneflokken, de mener, vil kunne indfri deres forventninger. Hvis man derfor selv har en flok på 5-6 stykker og har taget et forældreløst barn med handikap til sig, vil dette barn uvilkårligt blive sidste prioritet.
Familiehuse, skole og kollegie
Ud fra disse omstændigheder valgte vi at prioritere denne gruppe børn højest og opførte derfor fem familiehuse hvor børnene, 10-12 drenge og piger blandede, kunne vokse op sammen med en ’mor’ som en familie. Til børnehjemmet blev der opført en skole med plads til 300 børn som samtidig tjente som uddannelsessted for landsbyens børn. I den forbindelse blev der oprettet 60 fripladser for at tilgodese andre forældreløse i området. Både med henblik på behandling af børnene på børnehjemmet og som hjælp til de fødende kvinder i omegnen blev der opført en klinik, så de ikke skulle føde hjemme under dårlige hygiejniske forhold og uden professionel hjælp.
Børnehjemmet er i dag udvidet med et kollegie i Uvira, så de børn, der videreuddanner sig på højt niveau, får mulighed for det. Hvor mange organisationer slipper børnene, når de når en bestemt alder, er det vores intention at hjælpe børnene frem til at være selvforsørgende. På nuværende tidspunkt er et af de første børn, der kom til børnehjemmet, i gang med første del af lægestudiet.
Håb til ’disse mine mindste’
Hvor det er muligt, forsøger vi at afhjælpe de fysiske handikap gennem ortopædiske operationer, men det primære mål er at uddanne børnene, så de trods deres fysiske handikap vil kunne gøre fyldest i deres samfund som nyttige og værdifulde samfundsborgere.
For på sigt at gøre børnehjemmet bæredygtigt er der knyttet små indkomstgivende projekter til, som husdyrhold, gartneri og et fiskeprojekt, hvor børnene selv medvirker og dermed lærer at bidrage til deres eget underhold.
Ved Jesu opstandelse blev vi givet et håb om et liv sammen med ham – ikke blot i det hinsides, men også i vort nuværende liv. Gennem børnehjemmet og lignende projekter er det lykkedes at bringe dette håb videre til nogle af dem, som Jesus kalder ’disse, mine mindste’.
”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig,” siger han (Mat. 25:40).