Maria og Knudi fandt trygge rammer på børnehjemmet Peters House. Nu tør de drømme om en fremtid med uddannelse og arbejde.
Det er svært at forestille sig, hvordan det er, at miste en mor, en far eller begge forældre. At pludselig være alene i verden uden de personer, et barn knytter sig til, modtager næring fra – både fysisk og psykisk – og pejler sig ind efter.
Da er det godt, når andre voksne træder til og yder omsorg og vejledning, så godt de kan. For selv om et børnehjem aldrig kan gøre det ud for en biologisk kernefamilie, kan det give børnene den basale omsorg og retning i livet, som de har brug for.
Sådan er det i hvert fald for børnene i Peters House i Sumbawanga, Tanzania. Vi taler med to unge, Maria og Knudi, som har haft Peters House som deres hjem i flere år.
Hjælper børn at lykkes
Maria er 19 år og kom på børnehjemmet da hun var 9 år. Hendes jævnaldrende kammerat Knudi har boet der siden han var 12 år.
– Jeg vil gerne sige tak til BDM for jeres støtte, som har gjort det muligt for mange børn at lykkes i deres liv. Mange af dem vidste ikke, hvad de ville bruge deres liv til, når de blev voksne, men det er de blevet klar over gennem deres uddannelse, forklarer Maria.
Knudi er enig:
– Jeg vil også sige tak til BDM og menigheden, der bakker op om børnehjemmet. Vi beder om, at Gud må velsigne jer med styrke til at fortsætte støtten til os forældreløse børn.
Passede søskende alene
Knudi har mistet begge sine forældre:
– Min mor døde og efterlod mig og mine søskende alene tilbage. Men vi takker Gud for, at vores bedstefar (tidligere missionær Knud Elmo Knudsen – red.) fandt os og førte os her til børnehjemmet Peters House. Her er jeg nu sammen med min søster og mine to brødre.
I Tanzania er det almindeligt at tage navn efter en velgører, deraf drengens navn Knudi. Han blev født på missionsstationen i Kipili af congolesiske flygtninge, som Knud Elmo Knudsen tog sig af på det tidspunkt. De flyttede senere tilbage til Congo, hvor faderen forlod familien, der nu havde fire børn. Moderen flyttede tilbage til sin hjemegn, Moba, og døde året efter. Derfor kom børnene på Peters House.
Fik nyt gå-på-mod
Maria mistede sin far, da hun kun var 8 år. Nu var moren alene om at forsørge familien, og Maria var overladt til at passe sine små søskende. Situationen gik hårdt ud over hendes skolegang.
– Min mor var bekymret for, at jeg ville sakke endnu mere bagud i skolen. Det var en meget svær tid, efter min far døde, fortæller hun.
Og derfor blev Maria bragt hen til børnehjemmet, hvor hun fik mulighed for at koncentrere sig om studierne. I dag går hun i gymnasiet, hvor hendes yndlingsfag er geografi.
– Jeg kan rigtig godt li at rejse, smiler hun. Men inden da, håber hun på at kunne læse videre.
Maria har fået et helt andet gå-på-mod, end da hun kom til børnehjemmet for 10 år siden:
– Da jeg kom, var jeg meget bange, fordi det var et helt nyt sted. Men jeg vænnede mig hurtigt til det og har haft det godt siden, fortæller hun.
I sin fritid hjælper hun til med at passe børnehjemmets høns og de andre husdyr. Og hver søndag skal hun nok sørge for at komme afsted i kirke.
Håndværk er nummer ét
Knudi er i gang med en ungdomsuddannelse, hvor han også er i lære som smed.
– Jeg kan godt li at studere sprog i skolen, men at lære et håndværk er nu nummer ét. Jeg holder især af svejsning, siger han.
Det er også det fag, han vil arbejde med, når han en dag er færdig med sin uddannelse.
– Jeg vil gerne være dygtig til at svejse. Måske kan jeg endda blive ingeniør, smiler han.
Knudi regner med at bosætte sig i storbyen Mbeya, når han flytter fra børnehjemmet. Her drømmer han om at starte egen smedevirksomhed.