Udgivet den
Af:Bdm

BDMU 2024: Penge og ’manpower’ til gavn for udsatte børn

BDMU samlede ind til snedkerskole og syskole og sendte volontører til Sumbawanga og Sikonge.

Af Signe Kruse, ungdomssekretær

Volontører i foråret 2024: I foråret sendte vi tre volontører til børnehjemmet Peter’s House i Sumbawanga. Sara Uno, Sofie Staalegaard Jensen og Marie Hove-Nyborg. Deres opgave var at skabe en sjov og tryg hverdag for børnene.

Esther Sindberg, Ella Wessing, Stefan Asger Uth og Ann-Sofie Norup Mogensen blev udsendt til Sikonge i januar 2024. Ella Wessing var også volontør i efteråret 2023, men hun var ikke færdig med Tanzania og valgte at fortsætte sit eventyr i Sikonge sammen med de nye volontører. Volontørerne arbejdede sammen med Lene Skriver, som er uddannet lærer, og underviste de seks danske børn på stedet.

Volontører i efteråret 2024: I efteråret 2024 har vi sendt fire volontører til Peter’s House i Sumbawanga. Klara Kirstine Haugaard, Maria Louise Fonsdal, Carla Malou Floris og Helena Linnea Techow. Deres hverdag er lige nu præget af det nystartede samarbejde med den nye leder Neema Abson Mwakapakula.

Indsamlinger: Herhjemme i Danmark er vores tid også blevet brugt på indsamlinger. I foråret mødtes nogle BDMU’ere til sponsorløb i Aarhus til fordel for opbygningen af den nye snedkerskole i Sumbawanga. Det er en skole, hvor unge tanzaniske drenge tage en snedkeruddannelse. Der blev samlet 14.000 kr. ind til projektet.

Derudover havde BDMU her i efteråret en loppestand på Ingerslev Marked i Aarhus, hvor der blev samlet ind til renoveringen af den nye syskole i Sumbawanga. Her kan unge tanzaniske tage en syerskeuddannelse. Der blev samlet 1.600 kr. ind ved dette arrangement.

Sociale arrangementer: I januar og august blev der i Aarhus afholdt volontørhygge i forbindelse med evaluering for de nyligst hjemkomne volontører. Vi mødtes både ”gamle” og nye BDMU’ere til spil, pizza og fortællinger fra Tanzania. Det var nogle hyggelige aftener med både gamle og helt dugfriske historier fra Tanzania. En flok BDMU’ere var også med til Missionsfesten i Christiansfeld den 5. maj. Det var en festlig dag med spændende indslag om BDMs arbejde, lækker mad, afrikansk dans og separat program for BDMU bestående af quiz og hyggesnak i Duetten. 

Generalforsamling: I starten af året holdt BDMU også generalforsamling, hvor bestyrelsen blev konstitueret med både ”gamle” og nye medlemmer. Bestyrelsen består nu af Lea Thusgaard (formand), Anne Jørgensen (næstformand), Maria Gramstrup (kasserer), Lærke Rechnagel og Majken Plougmann (menige medlemmer).

Signe Kruse er ungdomssekretær i BDMU sammen med Celia Skov Skjerning.