Udgivet den
Af:Bdm

Tanzania: Here we come!

I dagene 3.-13. april rejser 17 elever og 3 lærere fra mekanikerlinjen på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming til Kipili i Tanzania. Her skal de følge og hjælpe missionærerne Janice og Mads Jakobsen i BDMs diakonale og undervisende arbejde i ugen op til påske.

Og eleverne glæder sig, fortæller linjelærer Jens Kristian Plougmann, der ser frem til en spændende tur til Tanzania: – Vi skal ud i den store verden sammen og se nye sider af mekanikken. Kort sagt skal vi have ”en på opleveren”, så vi får fælles oplevelser at bygge videre på i linjefagstimerne, når vi vender hjem.

BDM i Kipili

Langs Tanganyikasøens østlige bred har BDM i en årrække hjulpet og undervist i menigheder og landsbyer i Tanzania gennem et forebyggede sundheds- og kirkeopbyggende arbejde. Det foregår ud fra BDMs base i landsbyen Kipili, hvor elevholdet skal opholde sig, når de rejser ud først i april. Siden 2019 har missionærerne Janice og Mads Jakobsen varetaget opgaven i partnerskab med Brødrekirken i regionen.

Skal bygge ny bådebro

De seneste uger har efterskolen forberedt sig på turen, og blandt andet haft besøg af missionærparret, som de skal bo hos. Janice og Mads Jakobsen har været i Danmark for at fortælle om deres arbejde for BDM i skoler, missionshuse og kirker. Sammen med Jens Kristian Plougmann har de forberedt et bådebro-projekt, hvor elevernes evner til at samarbejde og bruge deres hænder sættes i spil.

– Den gamle anløbsbro i Kipili har nu stået delvist under vand i snart to år på grund af stigende vandstand i Tanganyikasøen. Derfor vil vi sammen med eleverne bygge en ny flydende bådebro, siger Mads Jakobsen. Bådebroen er vigtig, fordi en stor del af vores arbejde foregår med bådture langs søens bred. Vores både ligger til kaj i Kipili ved broen, når de ikke sejler.

– Materialerne er klar, så nu skal vi hvad de unge har lært, og om de har hænderne skruet rigtig på? Vi hjælper hinanden, og får det til at lykkes, lyder det håbefuldt fra Mads.

Sponsorlørdag

Fra efterskolen rejser hele seks linjer ud i verden til steder som Nepal og Italien op til påske. Før afrejse afholdes en sponsorlørdag, hvor eleverne samler ind til de hjælpeorganisationer, som de fleste linjer skal besøge. Det foregår den 26. marts, hvor skolen inviterer sit bagland til at engagere sig i sponsorløbet og spise med ved et overdådigt Sønderjysk kaffebord, hvor overskuddet går til de diakonale projekter, eleverne skal møde.

Læs mere om mekanikerlinjen på Sydvestjyllands efterskole her

Læs om BDMs arbejde i Tanzania og Kipili-missionærerne Janice og Mads Jakobsen her