Lydias omvej til at være leder for en bibelskole

Det lå ikke i kortene, at Lydia Mbogo skulle læse teologi og ende med at blive rektor for Lusangi Bible College i Sikonge. Men nu har hun været det et år…

Lydia Mbogo er ny rektor på Lusangi Bible College i Sikonge, Tanzania. Hun har været rektor et år nu og brænder for at uddanne de over 25 elever til evangelister eller præster som kan udruste kristne til at udbrede Guds kærlighed som ringe i vandet i lokalsamfundet.

– Min drøm er at bibelskolen ud over at uddanne evangelister også får en teologisk overbygning, der udvider elevernes horisont af viden, så de kan betjene alle slags mennesker, siger hun.

Læs eller genlæs vidnesbyrd fra elever på Lusangi Bible College her.

Lydia Mbogo er teolog, uddannet på Moravian Theological College i Mbeya, og har også flere års erfaring som skolelærer. Hun er alenemor til en pige på 16 år.

Åndelige eller materielle goder?

At blive rektor for en bibelskole var ellers ikke den livsbane hun havde forestillet sig, selv om hun elskede at studere, og kirke og kristendom var en naturlig del af hendes opvækst. Hun er den sidstfødte i en søskendeflok på ni, og hendes far var foruden landmand også præst i Brødrekirken i Tanzanias Rukwa-provins. Lydia blev dermed opdraget med kristne værdier og underviste selv som ung i kirkens søndagsskole.

Men egentlig var det sygeplejefaget, der tiltrak hende mest.

– Jeg ville ikke være landmand som min far. Jeg ville heller ikke være præst som ham. For vi havde det småt med pengene og skulle alligevel tage os af mange gæster.

Men så havde hun en drøm.

– En engel viste sig for mig med tøj i den ene hånd og en bibel i den anden og spurgte, hvilken hånd jeg ville vælge. Så vågnede jeg. Og bagefter fik jeg så meget tøj fra min familie, at jeg havde mere end rigeligt.

”Du skal altså på bibelskole”

Ved ikke at vælge, havde hun på en måde allerede valgt. Men et spirende kald begyndte at tage form.

– En nat hørte jeg en stemme lige så tydeligt sige: Du skal rejse væk på bibelskole! Jeg tændte lyset for at se, hvem det var, der talte til mig, men jeg var helt alene i værelset. Det må være Gud, tænkte jeg.

På et tidspunkt deltog hun i et bedemøde, hvor også stiftets biskop var til stede. Mødelederen spurgte, om hun ville dele noget fra Bibelen, og det ville hun gerne. Da hun havde sat sig, lagde hun mærke til, at biskoppen kiggende indtrængende på hende. Du skal altså på bibelskole, sagde han efterfølgende.

Mere teologi, tak!

Som sagt, så gjort. Hun fik sine forældres velsignelse, selv om det betød, at familien måtte undvære hende. Efter bibelskolen underviste hun fire år i gymnasiet, inden hun søgte ind på Moravian Theological College i Mbeya og blev optaget som en af to ud af syv ansøgere fra hendes stift.

Nu brænder hun for at give sin teologiske viden videre på Lusangi Bible College i Sikonge. Bibelskolen består af et 2-årigt studieprogram i bl.a. teologi, kirkehistorie, ledelse, sundhed, psykologi og varetagelse af miljøet.

Men det er ikke nok for Lydia Mbogo:

– Min drøm er, at vi ud over bibelskolen kan etablere en teologisk overbygning, så de kommende evangelister og præster kan møde menneskers behov, siger hun.

Alle kristne er præster

Lydia Mbogo tilføjer:

– Eleverne skal kunne give deres viden videre til menighederne, så det ikke blot er præster og evangelister, der forkynder, men også almindelige kristne, der fortæller evangeliets gode nyheder og viser mennesker Guds kærlighed.

Lusangi Bible College blev grundlagt i 1959 med støtte fra BDM og Luthersk Mission. BDM yder tilskud til bibelskolen. Lige nu er syv elever i fuld gang med studierne. Til marts kommer yderligere 20 elever.

Læs eller genlæs vidnesbyrd fra elever på Lusangi Bible College her.