”Jeg vil inspirere unge til at rejse ud som volontør”

Andreas Tindbæk Lunderskov er ny ungdomssekretær i BDM og trækker bl.a. på erfaring som volontør i Tanzania.

Andreas Tindbæk Lunderskov er ansat som ungdomssekretær i Brødremenighedens Danske Mission (BDM) efter Signe Kruse.

Andreas er 22 år, bor i Aarhus og trækker på erfaring som volontør i Sumbawanga i efteråret 2025 og som pædagogmedhjælper og senere vikar på Mårslet Skole, hvor han er klasselærer i en 0. klasse. I sin fritid er han engageret i Indre Missions Ungdom (IMU).

Vil ringer ham op for et lyninterview:

Hvorfor søgte du stillingen som ungdomssekretær?

– Jeg tror, at jeg har fået et forhold til BDM ved at rejse ud som volontør. Og så havde jeg lyst til at indgå i det arbejde, BDM laver. Jeg tror, at kendskabet til de opgaver, der er i Tanzania, er væsentligt for en ungdomssekretær. Det er fedt at vide, hvad man kan fylde sin hverdag med som volontør. BDM’s volontørprogram er nemlig ret åbent i forhold til, hvad man kunne tænke sig at lave, når man er i Tanzania.

Hvordan er en typisk arbejdsdag gået?

– Jeg tog typisk over på snedkerskolen fra morgenstunden. Tit underviste vi i engelsk om formiddagen. Efter frokost gav vi os i kast med forskellige praktiske projekter. Det kunne fx være på fodboldbanen, hvor vi murede et hegn omkring banen. Sidst på eftermiddagen tog vi tilbage til Peters House. Det passede som regel med, at børnene var kommet fra skole, og så kunne vi spille spil, dyrke sport og hjælpe dem med lektierne.

Hvad kan du bruge de erfaringer til som ungdomssekretær?

– Jeg drømmer først og fremmest om at inspirere andre unge til at bruge fire måneder af deres sabbatår på at rejse til Tanzania som volontør. Og så bakke dem op så godt som muligt, så de får de bedste forudsætninger for volontørarbejdet.

Hvad betyder det for unge i dag at komme ud sådan et sted?

– Der er to aspekter i det, det menneskelige og det kulturelle. Man får meget ud af opleve noget, der er så anderledes end hverdagen i Danmark. Og så synes jeg helt sikkert også, at der er et trosmæssigt aspekt, hvor man i Tanzania er mere tydelig om sin tro. De har alle på en eller anden måde taget stilling til tro-spørgsmålet.

Andreas Lunderskov Tindbæk er ansat som ungdomssekretær i BDM fra 1. maj 2026. Han afløser Signe Kruse.

Læs mere om hans oplevelser som volontør i Sumbawanga.