Som volontør i Tanzania lærte 22-årige Andreas Tindbæk Lunderskov, at respektfuldt samarbejde handler om at dele viden, ansvar og læring ligeværdigt.
Af Andreas Tindbæk Lunderskov, volontør i Sumbawanga efteråret 2025
Én ting er at som turist rejse rundt for at opleve forskellige kulturer lidt på overfladen. Noget helt andet at møde mennesker i øjenhøjde og samarbejde om fælles projekter. Her er man nødt til at respektere de forskelle, der er mellem os, og bruge dem konstruktivt til at løse en given opgave.
Det oplevede og lærte jeg sammen med min medvolontør Noa Langås på snedkerskolen i Sumbawanga.
Lærte drengene godt at kende
En særlig form for samarbejde oplevede jeg i forbindelse med vores engelskundervisning på snedkerskolen. Her går 16 drenge, som gennem projektet får mulighed for at tage en uddannelse, selv om de ikke har haft det nemt i skolen. Vores opgave var at undervise dem i engelsk to gange om ugen. Vi gjorde meget for at gøre undervisningen aktiv og spændende, så det ikke blev en hindring for dem, at de har svært ved at gå i skole.
Gennem undervisningen lærte vi drengene godt at kende. De dage, hvor vi ikke underviste, kom vi ofte alligevel til snedkerskolen – enten for at arbejde på vores egne praktiske projekter eller for at se, hvilke projekter drengene havde gang i. Vi stillede spørgsmål til deres arbejde, og de lærte os om deres evner som snedkere.
Rollerne blev byttet om
Det var særligt at opleve, hvad det gjorde ved dem, at de også kunne lære os noget. Snedkerdrengene lærte fra sig af deres tømrerhåndværk. Relationen var derfor ikke længere, at vi kun kom som deres lærere, mens de var vores elever – men at de også var vores lærere, og vi deres elever. Dette ændrede dynamikken. Det kunne jeg mærke ved, at vi pludselig fik en gensidig respekt for hinandens arbejde og de kompetencer, vi hver især havde. At samarbejde på lige fod, at kunne lære andre noget og samtidig modtage deres hjælp, førte til et fint samarbejde i øjenhøjde.
Efter vi havde opnået denne gensidige respekt, begyndte Noa og jeg også at uddelegere nogle af vores praktiske opgaver til snedkerdrengene. De var effektive og dygtige til meget af det praktiske arbejde. De malede selv taget på snedkerskolen, så vi blot skulle købe malingen og ellers komme og deltage. Projektet blev færdigt langt hurtigere, fordi vi pludselig var mange om det.
Gav snedkerdrengene ejerskab
Det samme gjaldt, da vi skulle grave render til dræn under fodboldbanen. Her fik vi også hjælp af drengene, og da vi kom tilbage fra frokost, var den første rende allerede gravet færdig. På den måde kunne vi sammen nå flere projekter, end vi ville have haft tid til alene.
Derudover gav dette respektfulde og ligeværdige samarbejde også snedkerdrengene en følelse af ejerskab over de projekter, vi lavede sammen. Derfor var det også muligt – inden vi rejste hjem – at give dem ansvar for at arbejde videre med nogle af de praktiske projekter. Noa og jeg byggede eksempelvis et tørrestativ til drengene. De så, hvordan vi gjorde, og de hjalp os endda med at udføre træarbejdet korrekt. Derefter fik de til opgave at bygge et tilsvarende tørrestativ, som sypigerne kunne få.
Opholdet i Sumbawanga lærte mig, at respektfuldt samarbejde ikke blot handler om at hjælpe, men i høj grad om at dele viden, ansvar og læring – og om at mødes som mennesker i øjenhøjde.