Susanne Bach Jensen og Christina Nielsen fra Holbæk Sygehus rejste til Tanzania for at hjælpe til og dele deres erfaringer på Sikonge Mission Hospital.
Christina Nielsen arbejder på Holbæk Sygehus’ akutafdeling sammen med Susanne Bach Jensen. De rejste begge til Sikonge i 14 dage sidste år for at undervise, vejlede og dele erfaringer og hjælpe til på Sikonge Mission Hospital.
LINK: Læs også ’Det er venskabet, der gør forskellen’
Barskt, fremmed og fattigt
Christina har arbejdet som sygeplejerske i Grønland flere gange, så det var ikke helt nyt at være uden for landets grænser. Alligevel var der meget, der var anderledes.
– Det var meget barskt ved første øjekast, men det var også dejligt. Det var bare så imponerende, den måde man bliver taget imod på. Du er velkommen uanset hvem du næsten er. Den ydmyghed gav stof til eftertanke. Jeg blev meget fascineret, fortæller Christina.
Susanne havde aldrig været i Afrika før.
– Det var meget fremmed. Fattigt, synes jeg. Men vi blev alle vegne modtaget med stor hjertelighed, fortæller hun.
”Vi så børn med store brandsår”
Christina og Susanne rejste til Sikonge sammen med et hold sygeplejersker og læger fra Holbæk Sygehus, der har indgået et partnerskab med BDM om at optimere kapaciteten på hospitalet i Sikonge. Både selve sygeplejen og udstyret til at undersøge patienterne med.
– Hjemmefra havde vi forberedt undervisning i behandling af brandsår, fordi befolkningen jo laver mad over bål, fortæller Susanne.
– Vi så børn med store brandsår. Vi samlede personalet, som arbejdede på børneafdelingen, og underviste lidt i, hvordan vi gør i Danmark – alt fra smertebehandling af børn til hvordan man renser og forbinder brandsår.
Hvorfor så stor forskel i verden?
Hvad har det sat af aftryk i dig nu bagefter?
– Jeg tænker tit på dem dernede, og ville ønske, de havde flere midler og penge at gøre godt med. Der kunne gøres rigtig mange ting med få penge.
Hvad sidder du tilbage med af indtryk, Christina?
– Det, at vi lever i en verden, hvor forskellen er så stor. Det har givet mig mange tanker om, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Så mange mennesker er vi jo ikke på Jorden alligevel. Hvorfor skal der være sådan en stor forskel?
– Og det der med også at finde ud af, at man faktisk kan leve godt for mindre. Der var én, der viste sit hus frem, og det var en lerhytte, et hjem, hun var meget stolt af. Det var hendes eget, og her havde hun sin dejlige familie.
Dannede mobil sygeklinik i landsby
Det var en særlig oplevelse at komme ud og lave en mobil sygeklinik i en landsby, fortæller Christina.
– Der blev sunget sange og danset og spillet musik, og det virker ligesom jungletrommer. Folk hørte, at der kommer læger og sygeplejersker fra et hospital. Og så kom der ca. 120 personer og delte sig i mænd og kvinder i lange rækker. Og det var ikke noget med at blive sure på hinanden over, at ”du springer mig over”, eller ”det er min tur først”, eller ”hvorfor skal du til, når det ikke ser så alvorligt ud”. Nej, man var der på fælles præmisser. Det var simpelthen så godt.
Nogle ville bare vide, om de var ok
Sygeplejerskerne lavede tre stationer i et rum, hvor de tog patienter ind.
– Via en tolk spurgte vi den enkelte, hvad de fejlede. Nogle havde ondt i maven, andre havde høreproblemer, og så var der også unge mennesker, der bare kom for at spørge: Tror du, jeg er sund og rask?
Alle fik mulighed for at tale med en læge, som sad i en anden hytte.
– Det ville de fleste, fortæller Christina, – Og vi fandt faktisk nogle ting, hvor jeg tænkte, det var godt, at de kom ind til lægen. Nogle kom bagefter ind på hospitalet for at blive opereret. Andre tænkte vi: Skal du ikke have gjort noget med det? Nej, det er typisk afrikansk, sagde en afrikansk læge. Det gør vi ikke noget ved. Det kunne fx være en stor gevækst i ørerne efter ørepiercinger.
Kunne blive ordentligt undersøgt med ultralyd
Hvad var det typisk, de skulle opereres for?
– Vi havde fx en, der havde fibromi i underlivet. Det var en sammenvoksning, som hun havde døjet med rigtig længe, og ikke vidste, hvad det var. Men vi havde skaffet en ultralyd-scanner, og så kunne hun komme ind på hospitalet og blive ordentligt undersøgt og opereret.
– Der var også nogle med forhøjet blodtryk. De kommer så ind og får lagt en plan og den rette medicin.
Tilbage på hospitalet kom de danske sygeplejersker med rundt på stuegang.
– Her bød vi også ind med noget og fik en lille dialog med lægen, fortæller Susanne. Det lød til bagefter, at de syntes, at vores tilgang til læger og patienterne var noget, de måtte tænke lidt mere over. At vi prøvede at inddrage patienten lidt mere og spurgte ind til dem: Hvordan klarer du dig derhjemme? Hvordan går det med din familie? Da vi havde evaluering til sidst i besøget, fortalte læger og sygeplejersker, at de var blevet inspireret til en mere ligeværdig tilgang til patienterne.
LINK: Læs også ’Det er venskabet, der gør forskellen’
