Er der en fællesmængde at tage udgangspunkt i, når vi forkynder evangeliet for afrikanere? Ja, mener to afrikanske forskere. Men der er også forskelle at tage højde for.
Ved en rejse i Kenya faldt jeg over to bøger, der med modstridende synspunkter bekræfter min tese: Der er pudsige sammenfald mellem religionerne og kristendommen – også traditionelle afrikanske religioner.
I bogen Introduction to African religion gennemgår den anglikanske teolog John Mbiti fællestræk ved afrikanske traditionelle religioner, der har slående ligheder med systematisk teologi inden for kristendommen. Han mener, disse ligheder er oplagte tilknytningspunkter, som missionærer bør udnytte.
Hans kollega, professor Yusufu Turaki, er uenig i bogen Foundations of African traditional religion and worldview. Jo, der er sammenfald, men det er overfladiske og falske ligheder, og missionærer gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis de bruger dem, mener han.
John Mbiti er anglikansk præst fra Kenya, der har undervist i teologi og religion i mange år på Makerere Universitet i Kampala, Uganda. Han har bl.a. tjent som økumenisk leder i Kirkernes Verdensråd.
Yusufu Turaki er professor i teologi og social etik ved The Jos ECWA Theological Seminary i Nigeria.
Afrikanere er religiøse
De to herrer er enige om én ting: Afrikanere er pr. definition religiøse.
– Missionærer og bibeloversættere har med succes brugt traditionelle afrikanske koncepter og ideer om Gud til at overføre det kristne budskab til afrikanere, siger Yusufu Turaki.
Men sammenligningen medfører problemer, mener han:
– Hvordan forhindrer man kanalen i at påvirke det budskab, der bliver hørt? Traditionelt sprog og begreber er blevet formet af et kraftfuldt verdensbillede, mener Yusufu Turaki.
Begge forfattere giver en grundig analyse af afrikanernes traditionelle tro, som i min læsning inddeles i tre lag: Forfædredyrkelse, frygt for dæmoner, og en erkendelse af en skabergud.
Missionærer, der vil udbrede den kristne tro til afrikanerne, kan hurtigt afvise det første: forfædredyrkelsen. Det er menneskets lod én gang at dø, og derefter dømmes, skriver Hebræerbrevets forfatter i Bibelen.
Det andet lag, frygten for dæmoner elimineres ved evangeliets glade budskab. Når Jesus tilgiver synd, fjerner han samtidig den måltavle, som djævel og dæmoner har sigtet efter og ramt i generationer. Der er ikke længere nogen fordømmelse for den, som er i Kristus Jesus. Han har afvæbnet alle åndemagter på korset, skriver Paulus.
Afrikanerne er dermed frigjort fra familiemæssige bindinger og frygt for ånder og kan nu koncentrere sig om den bagvedliggende erkendelse: der er en Skaber bag det hele. Dette bygger bro til missionærens forkyndelse om den kærlige Gud, og dermed er lettelsen hos den afrikanske troende mærkbar: Afrikaneren kan nu i stedet åbne sig for Guds Ånd.
Brug for en mellemmand
Dér, hvor det bliver rigtig spændende for kristne missionærer, er, at afrikanere tror på formidlere mellem Gud og mennesket. For i kristendommen er det Kristus, der er mellemmand. Han er både Gud og Gud åbenbaret som treenig Gud: Fader, Søn og Helligånd.
– Nogle af de banebrydende antropologer og missionærer nægtede, at afrikanere havde noget kendskab til Gud. De tog fejl. Der er dog almindelig enighed om, at traditionelle afrikanere ikke aktivt tilbeder dette enestående væsen, som er over de mindre guder, forklarer Yusufu Turaki.
John Mbiti uddyber i sin bog:
– Folk føler sig små i Guds øjne. Når de henvender sig til ham, har de brug for hjælp fra en anden, ligesom der i det sociale liv ofte er skik at henvende sig til en med højere status gennem en anden. Af denne grund bruger nogle afrikanske folkeslag hjælpere i henvendelsen til Gud. Disse hjælpere bliver kaldt formidlere. Nogle er mennesker, mens andre er åndelige væsener.
– I Uganda betyder gudenavnet Muwanga ”Den, der sætter ting i orden”. Det kommer fra legenden om, at en dag, hvor solen og månen skændtes, og hvor mørket kom over landet, råbte folk til Gud om hjælp. Så sendte Gud guddommen Muwanga (søn af Wanga) for at skille de kæmpende ”brødre” ad, og sætte dem på hver sin plads. Muwanga symboliserer nu idéen om orden og harmoni.
Afgudsdyrkelse?
Det er en velegnet platform for kristen mission, mener John Mbiti. Men ikke for Yusufu Turaki. Han forklarer:
– Ved roden af Afrikas traditionelle religiøse overbevisninger er en tro på mystiske kræfter. Kraften er kendt som ”mana”, livets kraft, og er essensen af liv og dynamik. Traditionelle afrikanske myter og legender går ud fra, at ”det enestående væsen” har tildelt pligter og ansvar til de mange mindre åndelige væsener og guder. Deres tilstedeværelse i hverdagen betyder, at de kan have tættere tilhørsforhold til mennesker, end Gud har. Gud er hverken er så tæt på eller så frygtet, som de åndelige væsener er.
Og det er et reelt problem, mener Turaki:
– En blandet gudsdyrkelse af lavere åndelige væsener er præcis, hvad Bibelen dømmer som afgudsdyrkelse.
Vær large som Jesus
Derfor skal missionærer og andre forkyndere holde tungen lige i munden, når de forkynder for afrikanere, mener han.
Men de behøver ikke aggressivt at afvise afrikanernes tro totalt. Det gjorde Jesus jo heller ikke, da han helbredte høvedsmandens tjener i Matthæus-evangeliet kapitel 8. Høvedsmanden var romer, men Jesus helbredte hans tjener, roste hans tro som større end nogen tro, han havde mødt i Israel, og sluttede med denne proklamation:
”Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget”.
John Mbiti: Introduction to African Religion (Heinemann 1991)
Yusuf Turaki: Foundations of African traditional religion and worldview (Midas Touch Gems 2019, 2023)