Vi samler ind til godt søndagsskolemateriale

Vores nye missionærer i Tanzania, Hanne og Kjeld Simonsen, har fået lov til at benytte et pædagogisk materiale til undervisning i søndagsskole – med illustrationer af Jesus og disciplene i afrikansk kultur.

Nu kan du være med til at udgive et søndagsskolemateriale, der går lige til hjertet hos børn i Tanzania! På et sprog, de forstår. Med billeder, de kan genkende. Og med en fremgangsmåde, der virker.

Sådan skriver BDM i et brev til støtter denne uge. Anledningen er, at vores missionærer i Kigoma, Tanzania, skal i gang med at undervise søndagsskoleledere i, hvordan de på bedste pædagogiske vis videregiver de kristne værdier til børn.

Hanne Kudeha Simonsen er selv folkeskolelærer og kan tale swahili efter tidligere missionærophold i Tanzania. Nu har hun fundet et perfekt materiale til undervisning i kristendom for børn. Materialet er på swahili med illustrationer af Jesus, disciple og andre nøglepersoner i en afrikansk udgave.

Materialet er udviklet af de tre lutherske stifter i hhv. Karagwe og Bukoba. Brødremenighedens Danske Mission har fået lov til at bruge materialet, mod at vi selv betaler for genoptryk.

Søndagsskolematerialet er udviklet i samarbejde med missionær Else Højvang og menighedsudvikler Anatoria Aligaweza, Karagwe Stift med tegninger, der er udviklet i Cameroun og optræder i samlingen Art in the Christian Tradition, Vanderbilt Divinity Library, USA.

Send din støtte mærket ”s-materialer” her.