Vi har ansvar for at sikre børns trivsel

BDM støtter i dag to børnehjem i Afrika, og det er et stort ansvar. Vi uddanner også søndagsskolelærere. Op gennem BDM’s missionshistorie har vi desuden udsendt missionærer og dermed missionærernes børn, skriver BDM’s generalsekretær Arngeir Langås i BDMnyts leder.

Vi har alle været børn og mange af os har børn. På swahili kalder man en voksen for ”mtu mzima”, bogstaveligt talt ”helt menneske”. Underforstået, at børn ikke er hele mennesker endnu. Måske ligner tanken den hos vores forfædre i Skandinavien, hvor man som børn skulle ses, men ikke høres.

Jesus gav et anderledes syn på barnet, hvor de blev set og hørt og elsket af ham. Og moderne børnepsykologi lærer os, at børnene altid er hele mennesker, ja, at de endda er kompetente når de indgår i relationer med forældre og andre. For det er i fællesskab og samarbejde, at vi dannes til at blive hele mennesker – i kvalitativ forstand. At blive det, vi er.

Brødremenigheden har bidraget til børns dannelse og uddannelse. Brødremenighedens biskop Johann Comenius (1592-1670) var pionér indenfor pædagogikken, anerkendt af EU gennem Comenius-programmet, nu Erasmus-programmet. Og ti meter fra BDMs kontor ligger pigeskolen, hvor den norske kvindesagspionér Camilla Collett fik en god uddannelse hos Brødremenigheden.

BDM står i Brødremenighedstraditionen, hvor grundlægger grev Zinzendorf lyttede til barnet Anton, slave i Danmark, og sendte missionærer for at starte skole og kirke på St Thomas. Logikken var helt anderledes end slavehandlens kyniske fokus på økonomisk profit; den var snarere på at give noget værdifuldt gratis, nemlig uddannelse, dannelse i det sande og det gode, med Jesus, den sande og den gode, som model og forbillede.

BDM støtter i dag to børnehjem i Afrika, og det er et stort ansvar. Vi uddanner også søndagsskolelærere. Op gennem BDMs missionshistorie har vi desuden udsendt missionærer og dermed missionærernes børn. Jeg er selv et missionærbarn (dog ikke fra BDM), opvokset på Madagaskar fra jeg var 1 til 5 år. Min hustru og jeg har endda to af slagsen selv, opvokset på Zanzibar fra de var 0 til hhv. 3 og 6 år.

For at undersøge missionærbørns trivsel, deltager BDM i en undersøgelse sam­men med andre danske missionsorganisationer og Dansk Missionsråd. I BDM-Nyt fra 1964 til 2024 har jeg fundet 118 børn udsendt sammen med 41 familier.

Vi håber missionærbørn fra BDM vil deltage i undersøgelsen, når den kom­mer i september 2026. Hvis der skønnes at nogen har behov for det, vil BDM gøre muligt brug af psykologbistand i regi af Cura Vita.

Læs mere om undersøgelsen her.