Frihed til at tænke, tro, ytre sig og forsamles som man vil, er en vigtig del af både menneskerettigheder og missionsarbejde. BDM var med ved konference om tros- og religionsfrihed på Christiansborg.
Retten til at tro. Retten til at skifte tro. Retten til slet ikke at tro.
Alle tre er fundamentale menneskerettigheder, som er beskyttet under FN’s Menneskerettighedserklæring paragraf 18 om religionsfrihed. Rettigheder, der også er vigtige i missionsarbejde.
De to første er ret indlysende. Folk har ret til at tro, som de vil. Den tredje rettighed ser ud til at falde udenfor skiven i mission – eller gør den? For retten til ikke at tro på noget som helst frisætter mennesket til eget personligt og frit valg. Og det er netop præmissen for, at man på et tidspunkt bliver nysgerrig på troens indhold og måske søger hen mod en mere afklaret tro.
Hele feltet blev under titlen ”Frihed for din næste” behandlet og debatteret under en konference om netop tros- og religionsfrihed i Proviantsalen på Christiansborg den 20. marts 2025. Hele feltet blev under titlen ”Frihed for din næste” behandlet og debatteret under en konference om netop tros- og religionsfrihed i Proviantsalen på Christiansborg den 20. marts 2025. Konferencen var arrangeret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, Humanistisk Samfund og Danske Kirkers Råd.
Efter en sektion om den nye trossamfundslov om religiøse minoriteter i Danmark vendte de halvt hundrede deltagere deres opmærksomhed mod verden i øvrigt.
Ret til at tænke, tro, ytre sig og forsamles frit
Her indledte Udenrigsministeriets særlige repræsentant for religionsfrihed Nathalie Feinberg med en oversigt over danske missions- og udviklingsorganisationers arbejde for denne basale frihed og hun konkluderede:
– Tros- og religionsfrihed kan ikke adskilles fra de øvrige menneskerettigheder og er hverken mere eller mindre vigtige end dem. Dansk udenrigspolitik bygger på demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder, at alle mennesker fødes med lige rettigheder til at tænke, tro, ytre sig og forsamles frit.
Dette mobiliseres blandt andet gennem danske civilsamfundsorganisationer, som yder humanitære, udviklingsmæssige og fredsskabende indsatser, sagde hun og roste flere gange den åbne dialog mellem ministeriet og civilsamfundet i et kontaktforum for religionsfrihed.
Religion kan bruges til krig og fred
Her citerede hun en konklusion fra et af de seneste møder:
– De steder i verden, hvor tanke, samvittighed, religion eller tro bliver respekteret, er befolkningen mindre tilbøjelig til at blive fanget i en politisk instrumentaliserede spændinger, had og fremmedgørelse. Religion og tro kan anvendes af politiske aktører som en del af hvervningen i konflikter, men kan på den anden side også være med til at skabe miljøer, hvor fred kan opstå.
Vi skal ikke lede længe efter brud på menneskerettigheder, konstaterede hun:
– Vi befinder os i en hurtigt forandret verden, en global brydningstid, hvor menneskers frihed til at tale, tro og forsamle sig frit er under pres. Religion bliver i flere lande genstand for konflikt og voldelige oprør. Der er klar sammenhæng mellem retten til tros- og religionsfrihed og andre globale udfordringer. Derfor engagerer vi os i det fredsskabende arbejde.
Kan blive dømt til døden for blasfemi
Et overraskende indlæg på konferencen kom fra Humanists International, der taler for humanister, rationalister, sekulære, ateister og fritænkere over hele verden. Her kunne generalsekretær Emma Wadsworth-Jones afsløre, at over 90 lande i verden har en eller anden form for blasfemilovgivning, der forbyder forhånelse af guder og dertil hørende religioner. Det tegner sig for omkring 57 % af den globale befolkning.
– En ud af 12 mennesker over hele kloden kan blive dømt til døden for blasfemi, fortalte hun og henviste til en hårrejsende statistik fra deres Freedom of Thought-rapport fra 2024:
– Fire ud af 10 risikerer fængsel. Og én ud af 12 kan risikere en bøde eller andre sanktioner såsom tab af beskæftigelse, tab af ejendomsrettigheder, tab af statsborgerskab, tab af familierettigheder og så videre.
Trosfrihed for mennesker, ikke for religioner
Forfølgelsen er derfor på linje med forfølgelse af religiøse minoriteter. Derfor er det vigtigt, ikke kun at forsvare troendes rettigheder, men også ikke-troendes, fremholdt Emma Wadsworth-Jones.
– Tros- og religionsfrihed beskytter enkeltpersoner, ikke religioner eller institutioner, pointerede hun.
Men det er ikke tilfældet med blasfemilove:
– Blasfemilove beskytter religioner, religiøse doktriner, religiøse symboler eller ærede personligheder fra det, der opfattes som kritik, modsigelse, foragt, stigmatisering eller bagvaskelse. Som sådan står de i direkte modsætning til international menneskerettighedslovgivning.
Beskytte mennesker – kristne og andre minoriteter
Herefter var det politikernes tur til at udtrykke deres holdning til, hvor meget tros- og religionsfrihed bør fylde i den nye udviklingspolitiske strategi, som lanceres i juni.
– Den mest forfulgte religiøse minoritet er altså kristne. Derfor er det en prioritet for Venstre i de kommende forhandlinger, at vi får sat mere fokus på det, sagde Venstres udviklingsordfører Michael Aastrup Jensen og foreslog dermed, at der afsættes flere ressourcer til formålet.
Trine Pertou Mach fra Enhedslisten var ikke helt enig:
– Vi er ikke enige i, at tankesæt og religioner skal ydes beskyttelse; det skal mennesker. Mennesker skal have ret til at tænke og tro som de vil. Derfor er det også vores tilgang, at civilsamfund skal have øget råderum, når de arbejder for menneskers frihedsrettigheder. Vi skal dog ikke alene se på kristne forfulgte minoriteter, men alle religiøse minoriteter, også ikke-troende.
Organisationerne kan give ”det sidste skub”
Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet slog et slag for at tros- og religionsfrihed skal stå centralt i arbejdet med den nye udviklingsstrategi. Han trak tråde til sin tid som udviklingsminister:
– Jeg synes, vi har haft succes med det. Og I har haft evner til også at omsætte de midler på en rigtig god måde, sagde han til konferencens arrangører.
– Fra dansk side er der bred enighed om at kæmpe for rettigheder– også i forhold til tankefrihed. Nu håber vi i regeringen, at vi kan få lov til at stå lige så bredt enige om den nye udviklingspolitiske strategi. For det er det allerbedste signal til alle de aktører, vi samarbejder med. Det gælder civilsamfundsorganisationerne i Danmark.
– Fra Udenrigsministeriet og ambassaderne kan vi gøre meget, men vi kan ikke gøre alt. Her er det helt klart min opfattelse, at foreningslivet virkelig kan give det sidste skub. Og hvis de har mulighed for ekstra midler, kan de virkelig gøre en forskel på jorden, så at sige. Så en kæmpe investering er det hele værd.
