Mens symaskinerne snurrer på Syskolen i Sumbawanga kan hammerslag og savning nu også høres på en tømrerskole samme sted.
Kært barn har mange navne: Snedkerskolen, Tømrerskolen, Håndværkerskolen, Workshoppen, og Produktionsskolen.
Ikke desto mindre er Tømrerskolen, som den kaldes i det følgende, en oplagt mulighed for unge mænd at få en uddannelse og lære et håndværk, de kan brødføde deres familier med i fremtiden.
Men Tømrerskolen er flyttet et par gange. Og nu til sidst etableret sammen med Syskolen på Brødrekirkens grund i Majengo, Sumbawanga.
– Peter Kasama, tømrerskolens lærer, har sammen med sine elever lavet møblerne til syskolens kollegier. En solskinsdag læssede de alle senge, klædeskabe, borde og stole på en lastbil og flyttede dem til Majengo, stedet for syskolen, som også er Tømrerskolens ‘nye’ plads, fortæller Janice Leung Jakobsen i det seneste nyhedsbrev.
16 elever i nyt semester
Den ’nye’ grund er faktisk der, hvor tømrerskolen lå for længe siden, før den blev flyttet til børnehjemmet Peters House.
– Siden den flyttede tilbage til Majengo, har tømrerne nydt godt af et mere rummeligt værksted, en helt ny toiletbygning beklædt med fliser indeni og løftet om bedre soveværelser, mens de arbejder med at lave deres egne senge og garderobeskabe. Nu er 11 tilbagevendende elever og 5 nye elever begyndt på et nyt semester, fortæller Janice.
Men hvad er egentlig historien bag Tømrerskolen, der nu sammen med Syskolen udgør en Produktionsskole for unge mænd og kvinder?
Knud Elmo Knudsen var med til at starte Tømrerskolen, da han var missionær i Kipili. Her fortæller han om skolens historie:
Faglig uddannelse til unge
”Til trods for regeringens bestræbelser på at højne uddannelsesniveauet i landet var infrastrukturen ved årtusindeskiftet endnu så dårlig, at randområderne haltede meget bagefter med både boglige og faglige uddannelsesmuligheder.
Hvis de unge ikke bare skulle fortsætte i forældrenes fodspor som fiskere eller landbrugere, krævede det et betydeligt økonomisk overskud fra forældrenes side, for at kunne sende deres børn til de byer, hvor videreuddannelse kunne erhverves mod yderligere betaling.
De unge, som ikke klarede de boglige forventninger, eller hvis forældre ikke havde de fornødne midler til at sende dem af sted, stod derfor tilbage uden andre muligheder end at ernære sig ved de førnævnte grunderhverv.”
Projekt for unge fra fattige familier
”Da jeg selv havde uddannelse i forskellige håndværksfag, så jeg det som en oplagt mulighed at starte et projekt op for denne efterladte gruppe, og begyndte derfor at opbygge en produktionsskole som tog udgangspunkt i praktisk arbejde med så lidt teoretisk undervisning som muligt.
Eleverne lærte at læse en målsat tegning, fremstille inventar, døre og vinduer, samt konstruktion af spær og taglægning. Praktisk arbejde var der nok af, både gennem de projekter missionsstationen selv stod for og de kirke- og skolebyggerier, der skød op i landsbyerne langs med søen.”
Rygtet når langt omkring
”I første omgang rettede det sig mod de unge fra Kipili og nærmeste omegn, der efter et treårigt uddannelsesforløb afsluttede med en eksamen og fik udleveret et certifikat sammen med det værktøj, de havde fået udleveret ved uddannelsens start. Så kunne de fortsætte som selvstændige i faget, og enten tage tilbage til de landsbyer, de kom fra, eller søge andre steder hen.
Efter nogle år rygtedes det langt omkring, og der kom elever fra alle egne af provinsen, som blev indlogeret i et hus, jeg havde erhvervet mig nede i landsbyen, og som nu fint kunne anvendes som et slags kollegium.”
Eukalyptus- og cedertræ til inventar
”De første mange år hentede vi selv træ ude i skoven med missionsstationens traktor og Toyota Landcruiser. Der var på forhånd tegnet kontrakt med nogle skovarbejdere på stedet, og træet var savet ud i planker. Før pålæsningen blev der lavet en kvalitetsgruppering og den endelige pris aftalt og det forskud trukket fra, som de havde fået til indkøb af materialer og mad, inden det store læs ad uvejsomt terræn blev bugseret hjem og lagt på lager. En praksis som vi måtte opgive, efter regeringens fredning af de hårde træsorter.
Herefter lykkedes det os et par gange at få fat på nogle ladninger fra Congo, da vi til fremstilling af inventar hovedsagelig brugte de hårde træsorter. Men også det ophørte, så vi udelukkende at anvendte eukalyptus- eller cedertræ, som dyrkes i landets plantager.”
Værksted og klasseværelse bygges
”I forbindelse med en udvidelse af Rainbow Secondary School i 2011 blev der oprettet en afdeling af håndværkerskolen i Sumbawanga. Her fik vi stillet kirkens workshop ’Karakana’ (som betyder værksted på swahili) til rådighed og fik bygget et klasseværelse til undervisning af sypiger. Da opførelsen af værkstedsbygninger på Peters House var tilendebragt, flyttede håndværkereleverne dertil, mens sypigerne forblev på Karakana.
Da jeg i 2017 måtte forlade landet uden udsigt til at kunne vende tilbage, så jeg mig nødsaget til at lukke håndværkerskolen i Kipili og overføre de elever, der var indstillet på det, til håndværkerskolen på Peters House i Sumbawanga, hvor de kunne færdiggøre deres uddannelse.”
Tømrerskolen kører fortsat, men er nu på grund af pladsmangel på Peters House flyttet tilbage til de faciliteter kirken har stillet til rådighed i Karakana, Majengo.