Som volontør på børnehjem gav jeg noget. Men jeg modtog langt mere, end jeg havde forestillet mig, fortæller Celia Skov Skjerning.
Af Celia Skov Skjerning
At rejse ud som volontør er en oplevelse, der ikke nødvendigvis slutter, når man vender hjem. Det giver nye perspektiver på livet at have været ude og møde en anden kultur helt tæt på og se mennesker i øjnene, som lever under helt andre vilkår end én selv. Det sætter sig i én som en erfaring, man bærer med sig – måske resten af livet.
I sommeren 2021 rejste jeg til Tanzania for at være volontør på børnehjemmet Peter’s House. Selvom der nu er gået fire år, præger oplevelsen stadig min hverdag.
Stor gæstfrihed
Jeg oplevede en bemærkelsesværdig gæstfrihed fra det tanzaniske folk, som generøst delte ud af de ting, som de havde.
Livet syntes på mange måder enklere dér, hvilket jeg i høj grad beundrer og til tider savner. I Danmark fokuseres der ofte på forbrug og materiel velstand. Vi har i overflod af ting, men finder alligevel anledning til utilfredshed.
I Tanzania var der et helt andet fokus. Der blev det sat i perspektiv, at det ikke er materielle ting, der gør os glade og lykkelige, men derimod de mennesker, vi har omkring os. På trods af markant anderledes levevilkår udstrålede tanzanierne en livsglæde, der var både smittende og beundringsværdig.
Ro i nuet
En anden væsentlig forskel oplevede jeg i forholdet til tid. I Tanzania er tempoet lavere, og hverdagen er ikke styret af stramme tidsplaner og konstant effektivitet, som det danske samfund ofte lægger op til. Det er befriende!
Denne mere afslappede tilgang skaber en ro, der giver plads til at leve i nuet – at hilse på forbipasserende eller ikke blive frustreret, hvis bussen er forsinket, men bruge anledningen til at se hinanden i øjnene. Denne tålmodighed og evne til at tage tingene, som de kommer, er noget, vi i Danmark kunne lade os inspirere af.
En oplevelse for livet
Før afrejsen var mit primære ønske at opleve Tanzania som land og samtidig bidrage til at gøre en forskel for udsatte børn ved at give dem tid, omsorg og nærvær. Det fik jeg i den grad lov til, men jeg modtog også langt mere, end jeg havde forestillet mig.
Jeg rejste ud for at hjælpe andre, men vendte hjem med en livsoplevelse, der skabte grobund for både personlig og åndelig udvikling.
Celia Skov Skjerning er ungdomssekretær i BDMU på deltid.