BDM har netop holdt kursus for volontører til Sikonge og Sumbawanga.
Der var høj stemning, da syv volontører var samlet til kursus i Christiansfeld for at blive klædt på til forårets opgaver i Tanzania.
De syv volontører fik bl.a. undervisning i kulturmøde, afrikansk spiritualitet og Brødremenighedens historie internationalt, i Danmark og i Tanzania. Og så fik de en rundvisning i Christiansfeld, der blev grundlagt af Brødremenigheden for 250 år siden.
BDMs generalsekretær Arngeir Langås underviser i kulturmøde.
Volontørkurset blev holdt 2.-3. januar 2024, hvorefter fire rejste til Sikonge den 5. januar og tre til Sumbawanga dagen efter. I Sumbawanga skal de hjælpe til på børnehjemmet Peters House. Volontørerne i Sikonge skal lave undervisning og aktiviteter for missionærernes børn og i børnehaven Chekechea.
De fire volontører i Sikonge er: Esther Sindberg, der er 20 år og kommer fra Bredsten, Stefan Uth, der er 22 år og kommer fra Aalborg, Ann-Sofie Norup Mogensen, der er 25 år og som Stefan kommer fra Aalborg, samt Ella Wessing, der er 21 år og kommer fra Vanløse. Ella deltog dog ikke i volontørkurset, men kender forholdene, da hun har været i Sikonge i efteråret 2023.
De tre volontører hos Peters House i Sumbawanga er: Sofie Staalegaard Jensen, der er 18 år og kommer fra Skovlunde, Sara Uno, der er 23 år og kommer fra Herning og Marie Hove-Nyborg, der er 21 år og kommer fra Asp. Hun kunne desværre ikke være med på volontørkurset.
Her ses BDM-volontører fra kurset – fra venstre: Sara, Sofie, Esther, Ann-Sofie og Stefan.