Sikonge Mission Hospital demonstrerer evangeliet i praksis. Ude i landsbyerne undervises om sundhed og rettigheder. Alt sammen på grund af partnerskabet med BDM, fortalte hospitalets generalsekretær Wilson Nkumba på BDM’s Missionsfest.
– Sikonge Mission Hospitals lange historie demonstrerer Guds kærlighed.
Så kort blev hospitalets mission beskrevet af Sikonge Mission Hospitals generalsekretær Wilson Nkumba ved BDM’s Missionsfest i Christiansfeld søndag den 10. maj 2026.

I talen roste han også det mangeårige samarbejde med BDM.
– Vores ønske er at formidle evangeliets gode nyheder, men for at mennesker kan forstå og modtage evangeliets budskab, må de mærke det på deres egne krop gennem omsorg, det vi kalder diakoni, sagde han.
Viden erstatter overtro
Hospitalet virker ikke kun på adressen i Sikonge syd for Tabora i Vesttanzania, fortsatte han.
– Ude i landsbyerne underviser vi i sundhed og rettigheder og beder for de syge. Vi vil gerne udvide borgernes viden og mulighed for at de kan genkende sygdomssymptomer, når der bliver syge derhjemme. For når de kender symptomerne, kan de komme på hospitalet i tide.
Det sker nemlig jævnligt, at folk fra de små landsbyer ude på landet kommer alt for sent til hospitalet. Derfor døjer de med sygdomme som de ellers kunne blive kureret for, fortalte Wilson Nkumba.
– Vi vil give borgerne faglig viden om sygdommes årsag og virkning. Hos os tror folk ofte, at sygdom skyldes hekseri eller onde ånder. Da er hospitalet ude af fokus. Men med faglig viden forstår de, at vi kan hjælpe dem. Og så er de motiverede til at komme på hospitalet og få hjælp.
Rettigheder og åndelig støtte
Sammen med et team bestående af præst, læge og sygeplejersker underviser Wilson Nkumba også om landets love og internationale menneskerettigheder. Det drejer sig især om kvinders og børns rettigheder.
– Målet er at mindske social uretfærdighed. Samtidig beder vi for de syge for også at give dem åndelig støtte.
Det vidtforgrenede arbejde er kun muligt, fordi der er et stærkt og vedholdende samarbejde med BDM, pointerede generalsekretæren.
– Det er en velsignelse at samarbejde med BDM og de udsendte missionærer. Mia Toldam Korsgård har hjulpet os meget, bl.a. med at få apoteket op at stå. Det gavner både hospitalet og giver en indtægt fra folk i landsbyen, sagde han og tilføjede:
– Hun hjælper os også med at uddanne vores personale, så både ledelse og medarbejdere får øget deres kapacitet. Samtidig formidler hun kontakt til andre partnere, for eksempel Holbæk Sygehus.

Lang historie og lang fremtid
Stabile og varige partnerskaber betyder især meget, når der skal investeres.
– BDM har hjulpet med en ny bygning til vores rehabiliteringsprogram og repareret og fornyet vores vandsystem. Det er enormt vigtigt for os at have BDM som samarbejdspartner. Derfor håber jeg at dette partnerskab fortsætter mange år frem.
Wilson Nkumba anerkendte også, at han og hospitalet bygger videre på en lang historie med mange missionærers indsats.
– Jeg har her på Missionsfesten mødt mennesker, som var med til at lægge grundstenene i mit eget liv fra jeg var ganske lille, blandt andet min søndagsskolelærer. Det grundlag er medvirkende til alt det, der sker i dag. Jeres bidrag er ikke omsonst – tvært imod. Det bærer frugt, også selv om I ikke kan se det med egne øjne!