Johannes Nordentoft fortæller om besøg i DR Congo, hvor han som konsulent har tilset tredje fase af BDM’s sundhedsprojekt langs Tanganyikasøen.
Herhjemme har vi alle forudsætninger for at leve et sundt og godt liv. Og skulle vi blive syge, er lægen kun en telefonsamtale væk. Står det rigtig slemt til, kan vi også komme på hospitalet.
Men sådan er er det ikke i DR Congo. Slet ikke i de små landsbyer omgivet af høje bjerge langs Tanganyikasøen. Derfor har BDM i tæt samarbejde med lokale myndigheder indledt et sundhedsprojekt i 12 kommuner med i alt 63 landsbyer.
Udviklingskonsulent Johannes Nordentoft besøgte DR Congo den 6.-21. december for at følge opstarten af projektet, der er tredje fase af det sundhedsprojekt, som med succes tidligere har gavnet befolkningen i 22 landsbyer langs Tanganyikasøen.
Her har konkrete serviceydelser hævet befolkningens sundhedstilstand, bl.a. brønde med rent drikkevand, klinikker bemandet med uddannede sundhedsmedarbejdere, og ambulancebåde til at sejle patienter med alvorlige sygdomme og kvæstelser til nærmeste større hospital. Samtidig har sundhedshjælp til gravide og vaccination af børn sænket børnedødeligheden med 5 procent fra 16 til 11 procent hos børn mellem 0 og 5 år.
DR Congo er verdens tredjefattigste land
Tredje fase, som begyndte 1. oktober 2024 og løber til 30. september 2027, går ud på at sikre bæredygtighed, så hygiejne og gode sundhedsvaner fortsætter efter projektets afslutning. Det skal ske gennem undervisning af? sundhedsmedarbejdere og sundhedskomitéer, samt inddragelse af lokale myndigheder i det man i ngo-sprog kalder kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed.
– DR Congo er som verdens tredjefattigste land et meget kaotisk land. Men de frivillige og sundhedspersonalet ude i landsbyerne viser et kæmpe engagement, fortæller Johannes Nordentoft, der på vegne af BDM og Civilsamfund i Udvikling (CISU), der finansierer projektet, tjekker op på projektet og fastholder samarbejdet med lokale myndigheder.
Nordentoft er udviklingskonsulent med 25 års erfaring i rådgivning af ngo’ers arbejde i bl.a. Bolivia, Peru, Ghana, Cameroun, Kenya, Tanzania, Malawi, Zimbabwe, Cambodia og Vietnam.
Det handler om bæredygtighed
Og nu også i DR Congo, hvor tredje fase af sundhedsprojektet er i fuld gang.
– Det handler om bæredygtighed, pointerer Johannes Nordentoft. – Det er selvfølgelig godt at forsyne landsbyerne med alt fra myggenet til ambulancebåde, men hvis vi virkelig vil have varig impact, så er det i virkeligheden myndighederne, der skal overtage og finansiere det.
Myndighedernes ansvar er at give de tilladelser, der er nødvendige for at arbejde i området og godkende en demokratiseringsproces på landsbyplan, hvor den jævne befolkning oplæres i at bidrage til og tage medansvar for den udvikling, som de selv er en del af.
– Der er selvfølgelig lang vej igen, indrømmer Johannes Nordentoft. – Min erfaring er, at det tager 10-12 år at nå derhen.
I de 14 dage, han var i DR Congo, nåede han at besøge de fleste af de 12 nye kommuner på en 155 kilometer lang strækning mellem Moba og Kalemie i den sydlige del af Tanganyikasøen. Her havde han gode møder med de lokale myndigheder, som formand for Brødrekirken i ØstCongo Jacques Bya’unda havde tilrettelagt.
Projektet uddanner lokale sundhedsmedarbejdere
Hvordan var myndighedernes respons?
– Den var meget positiv. De ville helt klart støtte op omkring projektet og engagere sig i det. Men at afsætte ressourcer til det er nok lidt svært. Men det skulle gerne komme senere hen.
Så de får ejerskab over det?
– Ja, det vil de jo gerne, fordi vi i projektet uddanner lokale sundhedsmedarbejdere, der bliver lønnet af myndighederne. Det er en stor fordel for dem.
Myndighederne ønsker naturligvis også konkrete tiltag som brønde, myggenet, klinikker og radiosendere, men det handler dette projekt ikke om, måtte Nordentoft forklare.
– Vi har et budget fra CISU, og det skal vi holde os til. Den eneste større investering i projektet, er en motoriseret kano, der kan bruges til at sejle ud til landsbyerne i de 12 kommuner. Og det fungerer rigtig godt.
Give myndighederne modspil og kræve deres ret
Hvad går kapacitetsopbygningen ud på?
– Sundhedskomiteerne og sundhedspersonalet skal have mere undervisning. Og de landsbyer, som endnu ikke har dannet en sundhedskomité, skal i gang med det. Og de øvrige komitéer skal kapacitetsopbygges, så de fungerer bedre. Også så de kan give myndighederne modspil og kræve deres rettigheder ifølge congolesisk lov.
Komitéerne består typisk af samfundets støtter, bl.a. en skolelærer, en præst, en lokalpolitiker og lign.
Hvem skal undervise dem?
Der er ansat to lokale sundhedsmedarbejdere, dvs. sygeplejersker. De skal undervise i samarbejde med en læge, Dr. Shauri fra Tanzania, som er købt ind et år til projektet. Han er sammen med sygeplejerskerne i fuld gang med at lave en forundersøgelse af sundhedstilstanden i de 12 landsbyer.
Undervisning om de mest presserende helbredsproblemer
Var der noget, der overraskede dig under besøget?
– DR Congo er et meget kaotisk land. Det vidste jeg også godt på forhånd. Men det overraskende er den dedikation, de frivillige ude i landsbyerne udviser. Det samme gælder sundhedspersonalet derude. Men de mangler viden, og det kan projektet i den grad kan formidle. Helt konkret tilbyder vi yderligere undervisning i håndtering af de mest presserende helbredsproblemer.
Ud over lungebetændelse og malaria drejer det sig også om sygdomme, der kommer af dårlig hygiejne og at befolkningen drikker af det søvand, de også vasker sig i og nogle gange besørger i.
– I en af de landsbyer, vi besøgte, havde der været tilfælde af kolera. Her var det selvfølgelig rigtig vigtigt at vide, hvordan man håndterer sygdommen, så den ikke spreder sig, fortæller Johannes Nordentoft.
Vigtigt at koge vandet
Projektet skal gerne munde ud i, at myndighederne tager ansvar for at landsbyerne har de nødvendige sundhedsfaciliteter. Ikke alle landsbyer i de 12 kommuner har en brønd med rent drikkevand. Derfor er det vigtigt, at befolkningen koger vandet fra søen, inden de drikker og bruger det.
– I de to første faser leverede vi al service, men nu overgår vi til en mere bæredygtig udvikling, hvor vi målrettet arbejder med myndighederne.
Har myndighederne overskud til at bære ansvaret?
– Ja, det vil jeg tro. Jeg fik ikke indblik i deres budgetter, men ud fra deres reaktioner vurderer jeg, at de har penge i budgetterne. Med projektet bliver de så ”presset” til at sætte penge af til sundhed i landsbyerne.
Forældre ønsker kun én ting for deres børn
Hvad er din mavefornemmelse? Lykkes det her projekt?
– Ja, det tror jeg bestemt. Men det er vigtigt at holde fast i, at det her projekt adskiller sig fra de to andre ved netop at have fokus på kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed. Og det tror jeg vores lokale samarbejdspartnere har en god forståelse for.
– Min oplevelse overalt, hvor jeg har været rundt omkring i verden, er, at forældre kun drømmer om én ting: at deres børn får en bedre uddannelse, end de selv fik. Så de lægger en meget stor indsats i at kunne finansiere en uddannelse for deres børn. Derfor er det så vigtigt at skabe disse muligheder.