Strikkehuer varmer hjerter i Tanzania

Fattige mødre i landsbyen Usunga blev rørte, da de fik at vide, at det er helt fremmede bedstemødre, der strikker huer til deres babyer.

En flok danske ”strikkedamer” skaber huer og tæpper til børn og familier i Tanzania. Mia Toldam Korsgård havde deres strik med til en sundhedsgudstjeneste i Usunga, hvor strikkehuer og tæpper gjorde stor lykke.

– Da jeg sagde, at dette er et tæppe og en hue strikket af bedstemødre i Europa, som strikker det med omsorg for dig og dit barn, selvom de ikke kender dig – ja, så blev mødrene rørte og følte sig set, fortæller hun.

Det er 10 ”strikkedamer” fra Galten ved Skanderborg, der mødes hver mandag for at strikke noget sammen til nødlidende i både Moldova og Tanzania. De modtager 5.500 kroner fra Skanderborg Kommune at købe garn for, og så går det ellers derudad med strikkepindene.

– Vi er så lykkelige for at mennesker får gavn af hjælpen og er glade for at modtage huer og tæpper, siger Kirsten Korsgård, der leder strikkegruppen.

Da Mia Toldam Korsgård var sammen med Sikonge Missionshospitals sundhedsteam i Usunga var hun med til at styre køen til en midlertidig pop-up klinik.

– Jeg stod sammen med en præstekone for at sikre, at de mennesker, som sygeplejerskerne vurderede skulle ses straks af en læge, kom foran i køen. Herudover var jeg så heldig at have til opgave at dele de strikkede tæpper og huer ud til kvinderne med småbørn.

Og der er en grund til, at selv noget så basalt gør lykke, forklarer Mia Toldam Korsgård: 

– I Usunga laver langt de fleste af egne marker – det, de sår og høster, er det, de spiser. Derude får man mange børn – mindst 4, gerne 6 og det er ikke ualmindeligt med 8-10 børn. Der er selvsagt få midler til disse mange børn, så tæpper og huer landede i hænderne på mennesker, der ikke har råd til den slags.

– Udover at det er en praktisk hjælp, der dækker et reelt behov, så gør det også en forskel i hjerterne, tilføjer hun. – Vi ved alle, hvor stor en forskel det kan gøre, når vi oplever, at andre har omsorg for os, når vi kæmper i livet. Derfor tror jeg også, at tæpper og huer varmer moderhjerterne lige så meget, som de holder de små babyer veltempererede.

Også strikkedamernes hjerter bliver varme ved tanken:

– Vi føler, at det er dejligt at sidde og strikke hver uge, når vi ved, at huer og tæpper gør gavn blandt mennesker med behov, siger Kirsten Korsgård.