Vi er til ægteskabsseminar i Kipili ved Tanganyikasøens bred. Lokal fortælletradition bringer læring fra Bibelens parforhold helt ind under huden på de 60 deltagere.
Når man nærmer sig Kipili, bliver man slået af den skønne natur, bjerge beklædt med skov og Tanganyikasøen blinkene i det fjerne. På en skråning i den lille støvede havneby lyser et konferencecenter op. Et åbent møderum er omgivet af mindre lokaler, soverum, sovesale, køkken og et udeområde med udsigt over søen.
Tættere på hinanden i ægteskaberne
Centret er nu retrætecenter med plads til 76 personer. Da vi ankommer, er evangelister og deres ægtefæller – i alt 60 deltagere – samlet til ægteskabsseminar, hvor de med udgangspunkt i Bibelen inspireres til nærhed, trofasthed og løsning af de problemer, der uundgåeligt opstår, når to mennesker skal leve sammen.
Vi ser nogle gå hånd i hånd, mens de snakker og griner, andre sidder på en trappeafsats fordybet i fortrolig samtale, og da sang indbyder til samling i mødelokalet, går vi ind og ser parrene holde om hinanden og begge medvirke med sang, bøn og indslag i mødet. En helt anden stemning end tidligere tider, da manden gik 10 meter foran sin kone, og mænd og kvinder sad på hver sin side af midtergangen i kirken.
Stærke ægteskaber styrker kirke og samfund
Vi møder missionærerne Janice og Mads Jakobsen, der nu har boet i Kipili i syv år, de seneste to med en målrettet indsats for at styrke ægteskaberne i Brødrekirkens mange menigheder i Rukwa-provinsen. Håbet er, at evangelisterne og deres ægtefæller tager undervisningen med hjem og deler den med menighederne, så både kirke og lokalsamfund bliver styrket.
Ud af de 60 deltagere er 13 undervisere. De har forberedt undervisningen efter et helt særligt mønster, der passer til den tanzaniske fortællekultur, hvor viden bliver delt ved at fortælle historier under et træ i landsbyen. Bibelen er fuld af gode historier, også om ægteskab, så det er bare at tage fat. Adam og Eva. David og Batseba. Priskilla og Akvila og mange flere. Der er både gode og dårlige forbilleder at tage bestik af.
Lader bibelhistorien synke helt ind
Forsamlingen deles op i fem grupper, og vi deltager i den ene. I dag handler det om Adam og Eva, hvordan Gud gav Adam ansvar for haven, lod ham give dyrene navne og til sidst dannede en kvinde, for ”det er ikke godt for mennesket at være alene”.
Stykket fra 1. Mosebog 1:15-27 læses igen og igen, indtil gruppelederen fornemmer, at alle har forstået indhold og rækkefølge. Derefter bedes deltagerne på skift at genfortælle historien. Og bliver standset, hvis de glemmer noget eller springer for hurtigt frem til det, de selv synes er mest spændende.
Vi kommer omsider frem til den situation, hvor Gud lader en dvale kommer over Adam, tager et af hans ribben, lukker med kød og danner en kvinde.
Det knager i patriarkatet
Hvad betyder denne mærkværdige skabelseshandling?
– At kvinden er underlagt manden, lyder den hurtige konklusion fra en deltager.
– Nej, tænk på hvorfor det netop var et ribben, Gud tog ud af Adam. Hvad betyder det? siger en af gruppens to ledere.
– Nå jo, ribbenene holder sammen på overkroppen.
– Hvad hvis vi ikke havde ribben?
– Så ville vi ikke kunne stå oprejst.
– Nej, så derfor er manden ikke noget uden kvinden og omvendt. Vi har brug for hinanden.
– Jamen der står, at hun skal være en medhjælp for ham, indvender en anden deltager.
– Hvor møder vi ellers ordet ”hjælper” i Bibelen? Det er et af Helligåndens navne. Hvem er så størst, hjælperen eller den, der bliver hjulpet?
Der bliver helt stille i lokalet. Det knager i den patriarkalske kultur.
Derefter konkluderer en af lederne:
– I ægteskabet handler det ikke om, hvem der bestemmer mest, men om at træde til med hjælp, når man ser, at den anden har et behov. Ingen kan alt; alle har brug for hjælp. Og skal man endelig afgøre hvem, der er størst, er det den, der hjælper.
Nu skal historien opføres som drama
Der falder ro over gruppen. To timer er gået, og det er tid til at øve et dramastykke. For det er også en del af fortælletraditionen: At opføre historien som teater for hinanden.
Og så er det tid til at få noget at spise. Kokken Anna Charles har sammen med sine seks hjælpere lavet en kæmpegryde af den traditionelle majsgrød ugali vedlagt bønner og kogte grøntsager. Borde trækkes frem i mødelokalet, så alle kan spise sammen.
Det er nemlig også idéen med ægteskabsseminaret. Alle spiser sammen.
Om eftermiddagen øver alle grupper deres teaterstykke og viser det frem om aftenen. Men det er en helt anden historie.