Stjernesalg spreder lys og håb

Jesus kaldes i Bibelen for ”morgenstjerne”. Det har de taget til sig i Brødremenigheden, som sælger de flotte ”Herrnhuter-stjerner” på Himmelske Dage.

Morgenstjernen viser sig hen på morgenkvisten og bebuder, at dagens sollys nærmer sig. På samme måde er Jesus ifølge Bibelen ”den strålende morgenstjerne”, der bebuder Guds riges komme i fuldt flor.

– Den tankegang vil vi gerne fremme. Bibelens lys viser vej til Jesus, siger Erik Baun, der er tidligere generalsekretær og nu ansvarlig for salg af Herrnhuter-stjerner i Brødremenighedens Danske Mission (BDM).

Erik Baun står ved BDM’s bod på Himmelske Dage i Roskilde den 26.-29. maj 2022. Her sælger han den berømte stjerne i forskellige størrelser og farver og alle med de samme 25 spidser – 17 firkantede og otte trekantede – til at holde det hele på plads.

Stjernen, som fås i både papir og plastic, blev opfundet for snart 200 år siden. En sirlig matematiklærer i Brødremenighedens skole i den tyske by Niesky lavede en stjerne i karton og hængte den op i skolestuen med lys i – til stor beundring fra eleverne, som fik som matematikopgave at konstruere stjernen med de 25 spidser.

Navnet ”Herrnhuter-stjernen” henviser til Brødremenighedens begyndelse i den tyske by Herrnhut i 1773. Stjernen er i dag symbol på lys, håb og glæde for tusindvis af mennesker.

Det rød-hvide Herrnuter-logo har symbolsk betydning.

– Det hvide symboliserer renhed, uskyld og retfærdighed. Det røde Jesu blod, som blev udgydt på korset for at sone synd, oplyser Erik Baun.

Og stjernen går som varmt brød. Blot i Danmark sælges der godt 40.000 stjerner om året til BDM’s arbejde. Der er 60 forhandlere over hele landet.

Læs mere på adventsstjerner.dk