BDM har netop haft kontakt med Stjernebjerget Rehabiliteringscenter i Ramallah på Vestbredden. Alle har det godt trods chok og utryghed.
Krigen mellem Hamas og Israel skaber stor utryghed – også i det palæstinensiske selvstyreområde på Vestbredden, hvor Brødremenighedens Danske Mission (BDM) støtter et rehabiliteringscenter for børn og unge med handicap.
BDM’s fundraising- og projektmedarbejder Janna Rabjerg Barrit har netop haft kontakt med lederen af Stjernebjerget Rehabiliteringscenter, Ranya Karam. Hun fortæller, at alle på centret har det godt, men at de er chokerede efter krigsudbruddet mellem Hamas i Gaza og staten Israel.
Situationen er fortsat meget utryg, fortæller Ranya Karam. Men arbejdet med at hjælpe, træne og uddanne børnene og de unge med udviklingshæmning fortsætter.
– Ranya arbejder hjemmefra, da de har lukket alle checkpoints, og det er utrygt at bevæge sig udenfor, fortæller Janna Rabjerg Barrit og tilføjer:
– Men under omstændighederne virker det til, at hun holder hovedet højt.
BDM’s generalsekretær Arngeir Langås opfordrer til forbøn for centret, medarbejdere, børnene og de unge og hele den politiske situation i området:
– Det har været chokerende med de voldsomme terrorangreb og den påfølgende reaktion. Der er brug for forbøn for hele situationen, siger han.