På Snedkerskolen i Sumbawanga lærer lærlinge at bruge deres hænder helt konkret. – Vi lærer et fag, der kan give os arbejde, så vi kan forsørge os selv og vores familier, siger Hussein og Baraka.
Der høres banken, snakken og hyggelig latter, når man nærmer sig Snedkerskolen i Sumbawanga i Tanzania. Her er 16 lærlinge i fuld gang med at lave borde, stole, bænke, hylder og andre møbler. Hvis de da ikke er ude og lægge spær på bygninger, der skal have bliktag til værn mod sol og regn.
Der bygges på mere end én måde i løbet af den treårige uddannelse på Brødremenighedens Snedkerskole. Ikke blot lærer de et fag, de kan ernære sig ved. De opbygger også en stolthed over at kunne klare sig selv. Og daglige andagter gør sit til, at de får de kristne værdier med på vejen.
Udstødt af familien
– Når lærlingene er færdiguddannede, vil de have noget med sig, der gavner hele deres tilværelse, fortæller Peter Kasama, der er mester og uddannet på Snedkerskolen i Kipili og arbejdede som snedker og tømrer, inden han blev leder af værkstedet i Sumbawanga.
Mange af lærlingene er forældreløse og nogle af dem er vokset op på børnehjemmet Peter’s House, som Brødremenigheden driver.
– Vi henter dem ud af meget vanskelige familieforhold. Nogle af dem er udstødt af deres familier. Men når de tager herfra Snedkerskolen, vil de tage af sted med et helt nyt mindset, nye tanker og ny energi til at give sig i kast med et arbejde. Det er en stor gave, og de er nu ikke længere afhængige af andres hjælp, men kan i stedet hjælpe deres egne familier, siger Peter Kasama.
”Jeg vil klare mig selv”
En af lærlingene er Hussein Juma, hvis mor døde, da han blev født. Hans far døde, da han var ganske lille, så han kom derfor på Peter’s House. I dag bor han hos sin søster.
– Jeg takker Gud for muligheden for at være i lære her. Når jeg er færdig, vil jeg kunne bidrage til lokalsamfundet derhjemme og møde behovene i min landsby. Så i stedet for – som andre unge – at stjæle eller lave andre ulykker, kan jeg få et ordentligt liv. Med den viden og kunnen, jeg har fået her, kan jeg klare mig selv, siger han og tilføjer:
– Når jeg er færdig, kan jeg få et arbejde og hjælpe min søster, som jeg bor hos. Jeg har også andre familiemedlemmer at tage mig af. Når jeg nu kan hjælpe dem, skal jeg selvfølgelig gøre det.
”Min familie troede på mig”
Hans kammerat Baraka Munjira har det på samme måde. Han mistede sin far i 2017 og drømmer nu om at kunne hjælpe med at forsørge sin mor og sine søskende.
– Når jeg nu har fået chancen for at få en uddannelse, vil jeg kunne tage sig af min familie og de mennesker, der omgiver mig. Når jeg er færdig, vil jeg enten søge arbejde eller anskaffe værktøj og starte for mig selv, siger han og tilføjer efter en kort pause:
– Jeg vil så gerne, at min familie skal have det godt. Derfor vil jeg gøre alt for at hjælpe dem. De har jo troet på mig og givet mig lov til at tage denne uddannelse.
Vil give de unge et livsfundament
Peter Kasama er stolt af sine lærlinge, som han holder i kort snor, for at de får maksimalt ud af opholdet. De 16 elever bor alle i to overdækkede containere, der er inddelt i små værelser, som er indrettet med køjesenge.
De står alle sammen op klokken 6 om morgenen. Derefter står den på bad, morgenmad og oprydning, inden de går over på Snedkerskolen klokken 8.30 og får undervisning i teori og praksis indtil klokken 17, hvor der så er sport og træning inden aftensmaden. Og så er der andagt om aftenen.
– Min drøm er at forvandle de unges liv og give dem et godt fundament. Jeg har selv levet, som mange unge lever i dag. Jeg var langt ude, indtil der var nogen i missionen, der tog sig af mig. Det vil jeg gerne betale tilbage. Og det er min løn: At se den store forvandling, de unge gennemgår, siger Peter Kasama.
De bliver kaldt ”fundi”
– At arbejde med tømrerfaget har stor betydning for især mænd, som har haft en vanskelig barndom. Uddannelsen er med til at åbne nye muligheder for dem. De kommer typisk fra landsbyer, hvor de er afhængige af andre for at overleve, og nu kan de blive selvstændige og klare sig selv.
– Efter tre år er der sket en stor forvandling, fordi han nu er ”fundi” (betyder faglært eller ekspert på swahili) og kan arbejde i sin landsby eller ude på landet, hvor han bor. Vi har mange studerende, der er flyttet til Mbeya, andre er rejst til Mpanda, og de, der bliver færdige næste gang, har kontakt til de elever, der er gået forud og kan så arbejde hos dem.
– Vi laver i øjeblikket møbler til indbo, men også spær til tage. Når vi får nye elever ind, begynder vi med teoretisk undervisning, hvorefter de får mulighed for at øve sig i det, de har lært. Senere får de rigeligt med opgaver for kirken, for bibelskolen og i Kipili, hvor der er rigeligt at gøre. Vi tager også imod ordrer på opgaver udefra, slutter Peter Kasama.