Beskyttelse mod malaria, en uventet gave til kirkebyggeri og mødet med en blaffer, der viste vej gennem et vildnis af en by. Det er blot nogle af hverdagens bønnesvar for Janice og Mads Jakobsen i Kipili, Tanzania.
I Tanzania er livet ofte så uforudsigeligt, at man må regne med Guds ledelse i hverdagen. Det oplever Janice Leung og Mads Refshauge Jakobsen i deres daglige missionsarbejde i Sumbawanga og Kipili i Tanzania.
’Gud har bevaret os indtil nu’
Parret har oplevet glæden ved at få en lille ny i familien – men det affødte samtidig en bekymring for at blive syg af malaria.
– Malaria er en bekymring i de områder, vi bor i. Vi har deltaget i begravelser af nabobørn, der døde af malaria, fortæller Janice.
– Før Logan blev født, havde vi hver især haft malaria fire gange. Under min graviditet bad vi om, at jeg ikke måtte få malaria. Hvis jeg fik malaria, ville det sandsynligvis ende med dødfødsel eller spontan abort. Gud besvarede vores bøn, og Logan og jeg havde det godt.
– Efter at han var blevet født, bad vi om, at han ikke ville få malaria. Indtil videre har Mads kun haft det én gang.
Uventet gave til kirkens tag
Helt fra små babyer til store kirkeprojekter svarer Gud på bøn, fortæller Janice:
– Menigheden i nabobyen Katongolo har arbejdet på at bygge en ny og større kirkebygning siden 2023. Medlemmerne lavede mursten, bar sand, sten og vand til byggepladsen og byggede selv fundamentet. BDM bidrog med cement, vinduer, døre og løn til håndværkerne.
Næste fase er at lægge bjælker og tag på kirken, fortæller Janice:
– Efter at have læst om arbejdet i Katongolo i et af vores nyhedsbreve, besluttede nogle kristne i udlandet at give en generøs gave, der dækker det meste af de næste trin i byggeprocessen. Gang på gang har Gud sørget for sin kirke gennem sit folk over hele verden.
’Herre, vil du ikke nok…?’
Nogle gange kan det være nødvendigt at bede til Gud for helt enkle ting i hverdagen. Det måtte Janice og Mads på vej til Sumbawanga, hvor der efter en lang rejse var en tilsyneladende uendelig kø af lastbiler uden for byen Tunduma.
– Vi brugte to timer på at vente og rykke langsomt frem som en skildpadde. Mads bad højt: ‘Herre, vil du ikke nok hjælpe os ud af denne kø!’
Kort efter åbnede køen sig på den modsatte vognbane.
– Med det samme benyttede Mads lejligheden til at komme ud af køen og prøve en af de mindre veje.
En sludrende blaffer viste vej
Så stod parret over for udfordringen med at navigere i labyrinten af mindre, ukendte veje.
– I krydset vinkede en mand til os. Han bad om et lift til byens centrum, så han hoppede på, og vi begyndte at snakke. Denne fremmede ved navn Alex boede i byen, så han kendte alle de små veje som sin egen bukselomme! Han guidede os let til den anden side af byen, så vi kunne hoppe over hele køen, mens han sludrede venligt. Vi ville være faret helt vild uden ham.
– Gud besvarede vores bøn gennem et venligt møde med Alex, slutter Janice.