To artikler i ny antologi udfordrer kirken til større rummelighed. Der er brug for et rum, der befordrer dialog om livets store spørgsmål og danner ramme om næstekærlig omsorg.
Mission og religionsdialog kan lyde som modsætninger, men er i virkeligheden to sider af samme sag. En ligeværdig religionsdialog kræver nemlig, at begge parter står ved sig selv og sin tro. Og så længe man giver andre ret til og mulighed for at udtrykke og advokere for deres tro, er der intet til hinder for, at man selv gør det samme. Ja, faktisk er det befriende for begge parter at vide og opleve, at den anden er åben og autentisk. Religionsdialog og respektfuld mission kræver blot, at man ikke lukker af for den andens synspunkter.
Nogenlunde sådan kan to kapitler i den nye antologi ”En verden til forskel” opsummeres. Antologien er redigeret af Ane Kirstine Brandt og Sigrid la Cour Sonne, der begge er fra Folkekirke & Religionsmøde, som står bag udgivelsen sammen med forlaget Eksistensen.
Antologien er skrevet med afsæt i folkekirkepræsters hverdag i mødet med mennesker af anden tro end den protestantisk kristne. Hvordan forholder man sig, når en multikulturel klasse inviteres til juleafslutning i Folkekirken? Hvad med dåb, vielse og begravelse af personer fra familier med blandet religiøs baggrund? Og ja, hvordan forholder man sig til det fjerde ben i Folkekirkens opgave, der ud over forkyndelse, undervisning og diakoni drejer sig om mission?
Er der plads her?
Evangelisering og dialog er ikke væsentligt forskellige, pointerer den svenske teolog og ph.d. Jakob Wirén i kapitlet ”Er der plads her?” om kirkens rummelighed.
”Begge kræver vidnesbyrd og lytten. Hvis den interreligiøse dialog skal være en gensidig samtale, er det nødvendigt, at den kristne deltager deler sin og kirkens oplevelse af Gud i Jesus Kristus, samt at han eller hun er parat til at tage del i de andre deltageres fortællinger og oplevelser. På samme måde må en kristen være forberedt på at lytte til andres oplevelser, for på en vellykket måde at knytte an til det kristne vidnesbyrd,” skriver Jakob Wirén (side 264).
Wirén er adjungeret professor i religionsteologi og leder af forskningsseminaret Global Christianity and Interreligious Relations ved Lund Universitet. Han giver nogle vejledende principper for respektfuld dialog:
- Modstå foragtens teologier. Her opponerer Wirén mod såkaldte erstatningsteologier, hvor man betragter ens egen religion som bedre og mere civiliseret end andre og på den baggrund kan udvikle konfrontatoriske holdninger, som endda kan udvikle sig til vold.
- Udøv teologi i den andens nærvær. Lad være med at tænke teologi som om den anden ikke eksisterer. At ignorere og usynliggøre den anden er også en måde at indskrænke vedkommendes plads. Tænk i stedet, at jøder, muslimer og hinduer lytter med.
- Giv agt på den eskatologiske horisont. Eskatologi er læren om de sidste tider, en lære, som ifølge Wirén er ”provisorisk”, fordi Gud grundlæggende er et mysterium, og vi ikke ved, hvordan endetidens håb vil tage form. I stedet for at konkurrere om veje til frelse bør man fokusere på den fælles fremtid.
- Vær forankret for at kunne være åben. ”At skabe plads og rum er ikke det samme som at forlade sit rum,” skriver Wirén (side 277). Interreligiøs dialog handler ikke om at minimere religiøse forskelle og finde den laveste fællesnævner. Faktisk er det forankringen i ens egen religiøse tradition, der motiverer til religionsdialog, som derved bliver til respektfuld mission.
Så er spørgsmålet, hvordan kirken og dermed præsten og missionæren forholder sig til det religiøse grænseland, hvor den anden er åndeligt søgende og overvejer Kristus, kristendommen og kirken som en retning, de vil gå i.
Det evangeliske lysthus
Det har Helene Egnell undersøgt i forskningsprojektet Folkekirkens nye ansigter. Nye Åndelige praksisser, levet religion og teologisk legitimering. Her opstod et næsten komisk sammentræf, da et sekulært transskriptionsbureau skulle udskrive forskningens mange interviews, for da nogen sagde ”evangelisk-luthersk” blev det til ”evangelisk lysthus”! Det fik Egnell til at reflektere: Ja, måske er der brug for et evangelisk lysthus, ”et lille hus på kirkens grund, hvor man kan få lov til at føle lyst og glæde sammen med ligesindede” (side 283). Med andre ord en teologisk mellemstation, hvor den åndeligt søgende kan nå at orientere sig inden konfrontationen med kirkens traditioner og dogmer.
Helene Egnell er dr. theol. og forsker ved Karlstad Universitet. Gennem observationer og interviews med præster og deltagere i grupper for åndeligt søgende kommer hun frem til tre kendetegn på tilstanden i det evangeliske ”lysthus” (side 289 ff.):
- De åndelige praksisser i grupperne tiltrækker primært ældre kvinder. Mange forlod kirken som unge, men er nu vendt tilbage. De er stadig fremmede for kirkens gudstjenester, men selve kirkerummet betyder meget for dem. Og de er taknemmelige for nye praksisser, som en deltager udtrykker det: ”Det, som har tiltrukket mig, er, at i kirken har de jo tænkt, at man kan lave andre ting; meditation, fri dans og koncerter. Så jeg følte: Wow, så er det for alle…” (side 291).
- Deltagerne ynder at beskrive sig selv som ”spirituel, ikke religiøs”. Spændingen mellem institutionaliseret religion og åndelighed går igen. ”Det er påfaldende, at de negative holdninger til kirken som regel ikke er baseret på egne erfaringer, men på mere abstrakte forestillinger, der nogle gange er gået i arv fra forældrenes generation,” skriver Helene Egnell (side 291).
- De sætter pris på en holistisk tilgang, hvor omsorg for krop og sjæl hører med som en måde at håndtere psykisk mistrivsel på. Som en yogadeltager udtrykker det: ”Det er ikke en konkurrence om at blive bedre og bedre, men at man er med, med hele sig selv og sin krop og sådan. Så mærkede jeg, at der skete noget, jeg gav slip på alle dem, der siger ”sådan gør man”… (side 293-4).
Helene Egnell konkluderer blandt andet: ”De, der leder dem (grupperne -red.), gør det som en tjeneste for deres næste, og mange af deltagerne får hjælp til at bære hverdagens vanskeligheder og bryde den isolation, som nogle af dem lever i” (side 300).
Begge artikler, både Wiréns og Egnells, udfordrer kirken til at sænke paraderne og dermed skabe større rum for missionsarbejdet – kald det evangeliske lysthuse eller ej. En rummelighed, der befordrer dialog om livets store spørgsmål og danner ramme om næstekærlig omsorg.
Og lad så evangeliet i sig selv vise, at det er en ”kraft til frelse for enhver som tror” (Romerbrevet 1:16).
Ane Kirstine Brandt og Sigrid la Cour Sonne (red.)
En verden til forskel
Religionsmøder og religionsteologi i et mangfoldigt samfund
Eksistensen 2025