En rejse til Oberammergau, Prag og Herrnhut gav masser af stof til eftertanke og indsigt i Brødrekirkens historie.
Af Arngeir Langås, generalsekretær
Som forholdsvis ny generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission (BDM) havde jeg en stor interesse i at blive bedre kendt med Brødremenighedens historie og ophav. Derfor var jeg glad for at være med i busrejsen fra Danmark til Oberammergau, Prag og Herrnhut i sommer.
Gode rejseledere
Det var fint at blive kendt med de andre rejsedeltagere og det var yderligere en stor bonus at rejselederne havde stor kundskab om og et personligt forhold til Brødremenighedens historie, tro og mission. Det var nemlig Erik Baun, BDMs generalsekretær fra 2007-14, og Knud Elmo Knudsen, missionær for BDM i Tanzania fra 1999.
Det katolske Europa
Første stop var Oberammergau, en alpelandsby i Bayern. Det var en kæmpe oplevelse at se det berømte passionsspil. Det var dybt rørende og bragte Jesu lidelse, død og opstandelse tæt på os 5000, der sad stille og koncentrerede i fem timer fordelt på to afdelinger.
Før Reformationen var rigtigt meget af Europa katolsk, og passionsspil var normalt mange steder. I 1633 blev Oberammergau ramt af pest, og borgerne bad til Gud og lovede at spille passionsspillet hvert tiende år, hvis han ville holde pesten fra dem igen. Spillet opføres af amatører fra landsbyen, men var enormt professionelt. Folk valfarter fra hele verden for at se det, og i løbet af 2022 ses det nok af en halv million mennesker.
Prag
Andet stop var Prag, som har fantastiske bygninger, deriblandt over to hundrede kirker. Vi så flotte kirker og vandrede gennem en meget levende by. Under den kolde krig prægede den kommunistiske ateisme landet, men set i et længere historisk perspektiv har religionskrige spillet en større rolle.
Da Brødrekirken startede i 1457, var man inspireret af Jan Hus (1369-1415). På torvet i Prag står der en statue af ham. Han var lærer på byens universitet, uddannet præst og inspireret af Oxford-teologen John Wycliffe (1328-84). Jan Hus var en forløber for reformatoren Martin Luther og prædikede på tjekkisk i et kapel i Prag. Han blev brændt som kætter på bålet ved kirkemødet i Konstanz.
Herrnhut
Sidste stop var Herrnhut i et hjørne af Tyskland, hvorfra man kan se ind i både Polen og Tjekkiet. Byen gav tydeligvis inspirationen til Christiansfeld, med Brødrekirken i byens centrum og en lignende gravplads med navnet ”Gudsageren.”
Hvad har Brødrekirken så med Herrnhut at gøre? Jo, den havde overlevet i områderne Bøhmen og Mähren i dagens Tjekkiet til trods for forfølgelser i flere hundrede år. Mähren bliver til Moravia på engelsk, hvorfor Brødrekirken tit kaldes for Moravian Church.
Flygtninge fra religionskonflikterne kom til grev Zinzendorff i 1722, for de havde hørt, at han gav dem beskyttelse. Mange kom og slog sig ned, og en menighed udviklede sig. I Den lutherske Kirke i Berthelsdorf oplevede dette fællesskab en stærk åndelig inspiration den 13. august 1727, og det blev starten på Den fornyede Brødrekirke.
Vi besøgte disse steder i Herrnhut, og vi sang sammen med menighedens blæseorkester en varm juliaften i hotellets baghave.
Eftertanker
Man kan nemt blive eftertænksom under sådan en tur. Som kristen kan man undre sig over, hvordan så store krige i Europa kunne opstå mellem mennesker, der læser den samme bibel. Var de religiøse mennesker dengang fanatikere, eller blev religion brugt af magthaverne i et større politisk spil? Der var utvivlsomt reelle uenigheder på spil, men det er tragisk, når de ikke kan afgøres ikke-voldeligt.
Som protestant i dag kan man spørge, hvad man ”protesterer” imod. Den katolske Kirke kan man sige meget pænt om, så hvorfor ikke bare slå sig sammen igen? Det lyder smukt, men der kan jo også være en enhed i en stor fællesmængde, mens der er uenighed om de mere perifere ting.
Brødrekirken har altid været økumenisk, det vil sige med et ønske om at samles til trods for uenigheder. Biskop Comenius (1592-1670) citerede tidligt denne grundholdning: ”Enhed i det essentielle, frihed i det ikke-essentielle, kærlighed i alt.”
Den økumeniske bevægelse taler i dag oftere om ”modtagende økumeni” (receptive ecumenism), hvor katolikker og protestanter og ortodokse ikke forhandler om hvem, der har ret, men tager imod det fra den anden kirkeretning, man synes giver resonans hos én selv.
Det vigtigste er, at man har Jesus i hjertet, og Jesus i centrum, fordi Han er livets sol, livets kilde.