Emma og Rebekka rejser videre til Kigoma, hvor de møder BDM’s nye missionærer Hanne og Kjeld, der ønsker at se tanzaniernes drømme gå i opfyldelse.
Emma Nørgård Kristoffersen og Rebekka Brødsgaard Knudsen skriver:
Vi tog torsdag aften afsked med Peters House og volontørerne i Sumbawanga. Fredag tidlig morgen gik vores rejse videre til Kigoma. Efter en lang bustur gennem blandt andet Katavi, hvor vi så diverse safaridyr, blev vi modtaget med åbne arme af BDMs nye missionærpar, Kjeld og Hanne.
Vores korte visit i Kigoma bød på en rundvisning i byen – både på missionsstationen, på markedet, monumentet for Dr. Livingstone – ”Dr. Livingstone, I presume” og en middag på Hilltop Hotel med udsigt over Tanganyikasøen. Derudover bød dagene på gode og inspirerende samtaler på terrassen.
At imødekomme afrikanernes drømme
I vores samtaler med Kjeld og Hanne stod deres kærlighed til det tanzaniske folk meget klart. De ønsker at møde afrikanerne i deres virkelighed, men ønsker også at gøre en forskel og lade folket drømme og tænke idéer ud over, hvad de normalt ville turde tænke.
Missionærparret ønsker gennem deres tilstedeværelse i byen og i samarbejde med kirken at skabe forhold, som gør det inspirerende at være kirke i byen, samt skabe muligheder for nytænkning og nye muligheder. Denne tilgang er opløftende – at bo så tæt med et ”fremmed” folk kræver tilvænning og respekt, men også mod til at turde at udfordre afrikanerne på deres tænkning.
Vores lokation er nu ændret til Sikonge, som er det sidste stop på vores rejse i Tanzania.