Teologi formes i mødet med andre mennesker. Mission er altid midt iblandt os. Det er ikke noget, du som kristen kan melde dig ud af, fortæller lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen i ny podcast.
Teologi kan lyde som ”te-å-luk-i”, altså til at lukke i. Men sådan er det ikke for Hans Raun Iversen, lektor emeritus i praktisk teologi. For ham er teologi i stedet ”te-å-luk-op”, dvs. noget, der lukker op til verden og menneskene omkring os. Derfor er teologi tæt knyttet til mission, og derfor har vi sat Hans Raun Iversen stævne på Københavns Universitet. Og derfor kommer samtalen til at stå i kontrast til Teologisk Fakultets mange hyldemeter af kloge bøger om teologiens krinkelkroge.
For Hans Raun Iversen er teologi eftertanke om kirkens møde med verden.
– Mission er kirkens grund, anliggende og det, der trigger den og sætter den i gang. Det er, at evangeliet, troen på Kristus, hele tiden rækker over grænser, møder andre mennesker og får ny skikkelse.
Kristendom i kød og blod
Ny Testamente er en bog om mission til mission, fortsætter lektoren:
– Det handler hele tiden om, at Jesus og Paulus møder forskellige mennesker; den kanaanæiske kvinde, den samaritanske kvinde, filosofferne på Areopagos osv. På denne klippe i Athen må Paulus overveje, hvad han nu skal sige til dem. Han må finde ud af hvem de er og prøve på, om han kan formulere sig til sådan nogle folk, der tror på en ukendt gud.
Vil du sige, at teologien faktisk formes af mødet med andre mennesker?
– Ja, altså hvis man skal være meget fræk, så kan man sige, at kristendommen er ingenting uden, at den får kød og blod ind i en hel masse sprog og kulturer, i mennesker og samfund. Og det er denne store variation, som altid har fascineret mig.
Mission er ikke en hobby
Og så er vi dybt inde i det emne, som podcasten skal handle om, nemlig Guds mission. Hvordan hænger det sammen med praktisk teologi?
– Jo, vi ved at mission er noget, der altid er iblandt os. Vi er altid med- eller modarbejdere på hinandens tro. Mission er ikke en interesse eller en hobbyvirksomhed. Det er noget, vi alle er med i. Mission kan vi ikke melde os ud af, så sandt som vi alle er Guds børn, og Kristus kommer os alle i møde og er død og opstanden for os alle.
Så det her forsøg på at sige: ”Nej, nu holder vi lige det her for os selv”, det er helt håbløst. Derfor betragter jeg mission som den grundlæggende dimension i kirkens virke. Vi er her, fordi der var nogen, der rakte evangeliet videre til os.
Missionærer forstår kulturen indefra
Kan du forstå, at nogen hører mission som om det er ”os og dem”, altså at vi er de rigtige, de andre er forkerte?
– Det er jo et grundproblem i kirken og i teologien, at vi lever på sprogets præmisser, og det vil sige historiens præmisser. Selvfølgelig har mission ofte fungeret på den måde, men sandelig aldrig kun på den måde. Tag jesuitterne, der ofte var dybt inde i kulturen og dybt empatiske i forhold til andre mennesker.
– Man kan i hele missionshistorien finde missionærer, der er bedre end mange antropologer, der jo ser og forstår andre kulturer indefra og møder dem på deres egne præmisser. Så det er ikke et ”os og dem”, men det er et ”os sammen” hele tiden.
Lyt og mærk efter!
Når vi kommer med noget, hvordan undgår vi, at det bliver påduttende?
– Kristendommen en én stor sammenhæng. Når vi kommer, skal vi derfor stikke fingrene i jorden, lytte og mærke efter. Lade den lokale kirke udvikle det lokale. Men det er da svært for os andre, når vi nu regner med, at vi er så kloge og har den historiske erfaring. Og pengene! Så det er ikke let. Men det er den udfordring, vi har.
Hvad betyder det for en missionær at tænke Guds mission frem for ens egen mission?
– Der er mange dimensioner i det. Den imperialistiske kirkeplantingsmission, som vi har herhjemme, den må vi opgive. Men positivt vil jeg hellere sige, at missionen er midt iblandt os, fordi Gud er midt iblandt os, og fordi Gud har skabt os til at leve i tro, håb og kærlighed med hinanden, med alle og enhver.
– Mission er, at vi taler med hinanden om det, der er os dyrebart. Og det gør vi også hen over traditionelle grænser, såsom religionsgrænser. Hvis ikke Jesus havde gjort det, så havde kristendommen i allerbedste fald været en meget lille jødisk sekt.
Duen symboliserer Helligånden og stjernerne de ti bud.
Magten er vendt på hovedet
Hvad er det særlige kristendommen kan bidrage med i verden, synes du?
Det er, at der altid er tilgivelse. Det er nerven i europæisk kultur. MeToo og Black Lives Matter kunne ikke være opstået uden de figurer, at de mindste skal være de største, at de første skal blive de sidste osv. Altså den måde at magten er vendt på hovedet på i kristendommen, så vi hele tiden er forpligtet på det konkrete medmenneske.
Guds mission går på kryds og tværs. Hvad kan kirken i syd bidrage med til os?
– De kristne i syd kan forny kristendommen, og det gør de hele tiden. De kan invitere os ind i læringsprocessen, og det gør de faktisk også. Men det er vigtigt at forstå, at vi er der som deres gæster. Og det er jo en fantastisk position at have i de fleste ordentlige kulturer. At være gæst betyder selvfølgelig også, at det er deres kristendom. Og at vi, hvis vi kender vores besøgelsestid, tager ved lære.
Lyt til podcasten på
www.bdm-dk.dk/podcast