Personer med handicap får hjælp til et værdigt liv

BDM støtter et rehabiliteringscenter på Vestbredden i Israel/Palæstina, der giver fremtidsmuligheder for unge med udviklingshæmning.

”Arbejdsgiveren skal opfylde krav om at ansætte et antal kvalificerede arbejdere med handicap til at påtage sig opgaver, der passer til deres handicap. Der må ikke være færre end fem procent ud af det totale antal ansatte i virksomheden.”

Sådan lyder Artikel 13 i den palæstinensiske arbejdslov. Og den opfylder Reema Factory i Ramallah på Vestbredden. Og de kvalificerede medarbejdere med handicap henter fabrikken fra Star Mountain Rehabilitation Center, som støttes af BDM.

Faktisk er 10 procent af fabrikkens medarbejdere personer med handicap. Fabrikken producerer rengøringsmidler.

”Vi skal sikre deres ligestilling i samfundet”

– Mennesker med mentale handicap har rettigheder på lige fod med andre borgere i samfundet og til at leve med værdighed, fortæller Abeer Hamad, der leder rehabilitationsprogrammerne på Star Mountain Rehabilitation Center.

Hun tilføjer:

– Vores opgave er at give dem adgang til sundhed, rehabilitering, uddannelse, økonomisk selvstændighed, social beskyttelse og andre rettigheder. Vi skal sikre deres ligestilling i samfundet. De besidder kapaciteter, potentialer og kreativitet, som gør dem i stand til at fungere med personlig værdighed som alle andre.

”Jeg er ikke en byrde for samfundet”

Og noget tyder på, at det lige netop er det, der sker. Det viser et besøg på Reema Factory:

– Jeg har lært at klare mig selv, bage kager, og hvordan man tager offentlig transport alene. Jeg har lært at udfordre mig selv og bevise, at jeg ikke er en byrde for samfundet, fortæller unge Dana Mohammad fra landsbyen Ajjul.

Jeg har lært at købe ting, betale, give penge tilbage og bruge offentlig transport, fortæller Zayd Mohammad Hasan Al-Saifi fra Ramallah.

Han tilføjer endnu en ting, han har lært:

– Om min ret til at købe et hus.

”Jeg har lært at forsvare mig selv”

Hans ven Issam Ziyah Ibrahim Mohammad Abdulaziz også fra Ramallah supplerer:

– Jeg har lært at læse og skrive, matematik og hvordan man rejser med offentlig transport alene. Jeg vil gerne arbejde som mekaniker.

Omar Hani fra landsbyen Ajjul har også lært en masse på centret:

– Jeg har lært om landbrug, for eksempel at plante auberginer, agurker og squash. Og så har jeg lært at forsvare mig selv, hvis jeg bliver udsat for overgreb.

Vil arbejde som kunstner eller lærer

Saja Saif Abu Daher fra Abu Shjhaidem-landsbyen har udviklet sine kreative evner:

– Jeg elsker at tegne og er nu ved at tage et tegnekursus. Jeg er ved at lære alfabetet og går desuden til den traditionelle Dabka-dans, fortæller hun.

Og hvad hun drømmer om?

– Jeg ville elske at studere det engelske sprog. Jeg ville elske at arbejde som kunstner eller lærer.

Bliver selvhjulpne og økonomisk uafhængige

Star Mountain Rehabilitation Center har siden 1982 hjulpet personer med handicap og skabt opmærksomhed om deres rettigheder. Centret hjælper også lokalsamfundet til at tage ansvar på området.

Star Mountain støtter personer med mentale handicap fra 25 landsbyer og to flygtningelejre i den nordlige Ramallah-region. Gennem fysioterapi, logopædi, ergoterapi og uddannelse kan de med tiden få et arbejde, blive økonomisk uafhængige og mere selvhjulpne.