Udgivet den
Af:Bdm

Ny generalsekretær ansat

51-årige Arngeir Langås tiltræder som generalsekretær den 1. august 2021. Han afløser Jens Peter Rejkjær, som går på pension med udgangen af august

Formand for BDMs bestyrelse, Jørgen Bøytler, glæder sig til at byde Arngeir Langås velkommen i BDM og fortæller, at et enigt ansættelsesudvalg har valgt Arngeir Langås blandt flere kvalificerede kandidater:

”Vi får en generalsekretær med en bred erfaring og et godt kendskab til missionsarbejde, som vi tror kan være med til at føre BDM videre i en positiv retning. Det er et gensidigt match, og jeg er meget glad for at vi får en så velkvalificeret mand ved roret, både organisatorisk, ledelsesmæssigt og teologisk”, siger Jørgen Bøytler.

Stærk missionsfaglig baggrund

Arngeir Langås er norsk, uddannet teolog og ordineret præst, og har tidligere været fagkonsulent og missionær for Danmission i den lutherske kirke på Zanzibar og partnerkoordinator i Mission Afrika. Han har desuden en Ph.d. i missionsteologi (2017). Han kommer til BDM fra en stilling som præst i den norske kirke i Moland i det sydlige Norge.

BDM er inde i en periode med vækst og udvikling, og Arngeir Langås glæder sig til at være med til at udstikke kursen fremover. Hans missionssyn ligger tæt op ad BDMs, hvor undervisning, evangelisering og diakoni er udtryk for holistisk mission:

”Jeg glæder mig til at blive kendt med BDM. Både med de mange, der er engageret i BDM ude og hjemme, og med partnerne vi samarbejder med ude i verden. Sammen deltager vi i Guds mission, og det er meningsfyldt i sig selv, siger Arngeir Langås.

”Som ny i organisationen er jeg mere optaget af at lære BDM at kende og bidrage til en god kontinuitet end at sætte mange nye skibe i søen. På den anden side ved jeg også, at livet i en missionsorganisation sjældent står stille, så jeg ser frem til at vi sejler fint videre sammen.”

 

”Jeg glæder mig til at blive kendt med BDM. Både med de mange, der er engageret i BDM ude og hjemme, og med partnerne vi samarbejder med ude i verden. Sammen deltager vi i Guds mission, og det er meningsfyldt i sig selv”

 

Flydende swahili og islamkender

Hos BDM vil Arngeir Langås særligt kunne trække på sin erfaring fra missionsselskaber i Danmark og som missionær i Tanzania. Også sit kendskab til den muslimske verden og erfaring med kristne-muslimske relationer tager han med sig ind i arbejdet i de lande og kulturer, hvor BDM er til stede. Desuden taler og skriver han flydende swahili, en stor fordel i samarbejdet med Brødrekirken i Tanzania, hvor BDMs volontører og missionærer er udsendt.

– Mit arbejdsliv har stort set foregået i missionens frontlinje, både på hovedkvarterne hjemme og som missionær ude, siger Arngeir Langås. Også sin opvækst på Madagaskar som søn af missionærforældre og et stort engagement i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) i ungdomsårene fremhæver han som formative for den ”missionæridentitet”, der driver ham og giver lysten til den nye opgave hos BDM.

Privat er han gift med danske Dorthe og parret har to børn.