Brødrekirken i Albanien omsætter evangeliet i konkret handling til gavn for udsatte børn og voksne.
– Vi vil være en kirke, der tjener vor Herre Jesus Kristus i kærlighed og ydmyghed. Vi tjener Gud ved at tjene vort folk.
Det siger Dena Fortuzi, der i september blev ordineret som præst for Brødrekirkens seks menigheder i Albanien.
Fem af menighederne rækker ud til børn fra fattige familier. For som Dena Fortuzi udtrykker det:
– Når vi nærmer os andre i kærlighed, afspejler vi Jesus. Hver gang vi engagerer os socialt, hjælper mennesker og kæmper for retfærdighed, hjælper vi Guds verden til at blive mere som ham og afspejle mere af hans kærlighed og omsorg.
Kom med i et omsorgsfuldt miljø
Ved siden af gudstjenester, søndagsskole og ledertræning er Brødremenigheden engageret socialt.
Dena fortæller bl.a. om en dreng, der fik hjælp til at overkomme talevanskeligheder:
– Alba var en del af ungdomsgruppen i Brødremenigheden i Pogradec, da hun fødte Leandro. Da den lille dreng nåede talealderen, indså hun, at han havde svært ved at udtrykke sig og udtale ord. Lægen foreslog, at Leandro blev en del af et omsorgsfuldt miljø med andre børn, hvor han kunne modtage undervisning. Han var tre år, da han begyndte i Brødremenighedens børnehave. Langsomt lærte han at deltage og interagere med de andre børn. I dag er han 6 år. Han kan alle bogstaverne, kan sige de fleste ord og skal snart begynde i børnehaveklasse.
Lærte at læse og fik arbejde
Også voksne med udfordringer får hjælp af Brødremenigheden, fortæller Dena Fortuzi:
– Alda og Spartak er et par, der er en del af Lezhas roma-minoritet. De har været med i kirken siden den allerførste dag, og de har altid været aktive og engagerede i forskellige aktiviteter. Før de kom i kirke, kunne de ikke læse og skrive, fordi de ikke havde gået i skole. De kom med i kirkens læseprogram, ABC-programmet, og på et år lærte parret at læse bogstaver og tal. Det hjalp dem til at finde lovligt arbejde på et hotel i nærheden. Alda er rengøringsdame og Spartak er ansvarlig for parkeringsområdet.
Brødremenigheden begyndte i Albanien i 1993 kort efter kommunismens fald. Kirken begyndte som søndagsskole, hvor Dena Foruzi deltog som et af de første børn. Brødremenigheden er nu vokset til 300 medlemmer fordelt på seks menigheder.