Nytårshilsen: Vi drømmer om Guds rige

Vi lægger 2025 og alle andre år i Guds hænder og beder Ham om, at Han redder det liv, Han har skabt.

Af Arngeir Langås, generalsekretær

I vores travle liv er det godt med alle muligheder for at stoppe lidt op, se sig tilbage og blive sig bevidst: Hvor var det nu jeg/vi kom fra? Hvor er det nu vi er på vej?

Selv får jeg den mulighed, når det er weekend, når jeg er til nadver, når der er ferie, eller i en god samtale, eller når jeg udvælger sidste års billeder til familiealbummet. Og så nogle gange på nytårsaften.

Hvornår ser vi os tilbage i Brødremenighedens Danske Missions arbejde? Hvornår kigger vi fremad? Jo, i forbindelse med generalforsamlinger, til bestyrelsesmøder, når vi laver eller læser BDM-Nyt. Og så nogle gange ved årsskiftet.

Det lange seje træk

Men vores cyklusser i missionen er flere end disse årlige eller kvartalsmæssige. De kan nogle gange være årtier lange, som det store skift fra dansk-drevet mission til afrikanske selvstændige kirker. De kan også være bare nogle måneder, som et volontørophold.

Vores milepæle og rytmer og skifter og alt midt imellem kan være svære at sætte dato eller ord på, for det hele er organisk og komplekst. Missionsteologen David Bosch hjælper os dog lidt, når han deler missionshistorien ind i seks store paradigmer. Alligevel er der mange ting, vi ikke ser. Men som Gud ser.

Vi drømmer om Guds rige

Visse tidløse ting står dog tilbage. Vi drømmer om Guds rige. Vi arbejder for Guds rige. Vi kan ane konturerne af Guds rige. Også når mørkets kræfter slippes løs. Vi drømmer alligevel. Vores hjerter beder. ”Det skulle ikke være sådan”, sukker vi. Måske kaldes vi til at handle også, de allerfleste i det små.

2025: Vi beder for det kommende år. Vi beder dog også for 2033, for 2064 og for 2157. Alle disse år lægger vi i Guds hænder og beder Ham om, at Han redder det liv, Han har skabt, og at vi selv befinder os på livets side i dag og alle dage.