Nyt BDM-nyt på vej til danske postkasser

Årets første BDM-nyt handler om Guds mission fra både himmelsk og jordisk perspektiv. Indeholder også et verdenskort med Brødrekirker i verden.

Gud har en mission, som han kalder os til at være med i. Om at skabe og bevare jordens liv. Om at forkynde glædens budskab i ord og handling. Om at relatere til og samarbejde med alle mennesker.

Sådan lyder budskabet i tre nye podcast, som uddybes med tema-artikler i årets første BDM-nyt. Her møder vi også Guds mission helt nede på jorden, når missionærer fortæller, hvordan de oplevede at Gud banede vej i deres arbejde.

Vi får et overblik over alverdens Brødrekirker på et kort, der viser hvornår kirkeprovinsen eller missionsprovinsen blev oprettet i de forskellige lande, og hvor mange menigheder, præster og medlemmer, der er i dag.

Vi bliver mindet om Grev Zinzendorfs syn på mission og hvad Brødrekirkens bomærke og motto betyder: Lammet har sejret; lad os følge Ham!

Og så møder vi formand for Brødrekirken i Burundi, Edouard Nsengiyumva, der besøger Missionsfesten i maj. Fra Burundi kan vi også læse en andagt af missionær Mathias Kiligito.

Herhjemme får vi også kendskab til, hvad der sker med volontørerne, efter de er kommet hjem fra opholdet i Sikonge eller Sumbawanga. Hvad tager de med sig fra Tanzania, og hvilke fællesskaber tilslutter de sig efter hjemkomsten.

Alt i alt et spændende blad, som interesserede kan læse her.

Og de tre podcast kan man lytte til her.