Mogens Mogensens bog ”Moderne Jesusbevægelser” kortlægger evangeliets ”uransagelige veje” ind i andre religioner, hvor modtagerne fascineres af Jesus-skikkelsen, ikke nødvendigvis den kristne – læs: vestlige – kultur.
Evangelisering, omvendelse, kirkeplantning. Sådan er rækkefølgen som regel i missionsarbejde. Men hvad med dem, som ikke bliver kristne på den traditionelle måde? De vil gerne følge Jesus, men måske ikke tilslutte sig kristendommen som organiseret religion eller den kristne kultur med al dens materialisme. Hvordan ser sådanne skjulte kristne ud?
Det har teolog og ph.d. Mogens Mogensen skrevet en bog om. Ud fra egne erfaringer fra 10 års missionsarbejde i Nigeria og grundige missiologiske studier leverer han en systematisk gennemgang af ”Moderne Jesusbevægelser”, som bogen hedder.
Bogen er interessant, fordi den bekræfter Paulus’ ord om, at ”Guds ord er ikke bundet” (2. Tim. 2:9), men flyder frit på tværs af kulturer, og fordi den udfordrer kristne til at nytænke missionsarbejdet. Er det nok at folk følger Jesus på deres egen måde, eller skal de absolut tilslutte sig hele pakken af kristen tradition i vores helt særlige udgave?
Bliver klogere på religionernes rejsemønstre
Det unikke ved bogen Moderne Jesus-bevægelser er, at her får læseren også indblik i kristne teologers og missionærers overvejelser i mødet med mennesker fra andre religioner og disse menneskers overvejelser i mødet med missionærerne, kristendommen og dermed også kirken i dens vestlige udtryksformer.
Kan man fastholde et metaperspektiv ved læsning af Mogens Mogensens nye bog, bliver man klogere på resultaterne af religionernes rejsemønstre, både hos ”påvirkerne” og de påvirkede.
Hvor fleksible er kristne missionærer egentlig i deres tro og traditionelle dogmer i mødet med mennesker med helt andre religiøse strukturer, også temmelig flydende af slagsen? Og hvor åbne er modtagerne for de nye idéer og tanker, og hvordan inkorporerer de dem i deres egen tilgang til livet?
Fleksibilitet hos formidlere og modtagere
På den ene side: Kirker og missionsselskaber sender missionærer ud i kølvandet på koloniseringen med det klare formål at omvende ”hedninger” til den kristne tro. På den anden side: Missionærerne ankommer til de nye lande og møder den lokale befolkning og dens spiritualitet og religiøse traditioner. Da bliver de anderledes åbne for, at kristendommen her kan få helt andre udtryksformer end derhjemme.
De lærer at skelne mellem Kristus, kristendom og kirke i prioriteret rækkefølge, så Kristus – personificeringen af, at Gud elsker mennesker og ønsker fællesskab med alle – bliver det vigtigste, uanset hvor meget af kristendommens lære eller kirkens kultur, modtagerne i øvrigt tager til sig, og hvordan det lokale religiøse fællesskab konkret udfolder sig.
Kulturelle udtryksformer respekteres i forskellig grad
Her opstår stor spredning i opfattelserne – helt fra den konservative missionstænkning med stænk af kolonialisme til den mere progressive tilgang, hvor modtagernes kulturelle udtryksformer respekteres. I sidstnævnte opstår nemlig ashrams blandt Jesus-hinduer og jamat’er og endda Isa-moskeer hos Jesus-muslimer. Ikke altid så konsekvent, som Mogens Mogensen også ud fra egne studier i Nigeria og andre studier i missionsteologien konkluderer. Her taler man om seks grader (s. 17-18):
- Traditionelle menigheder med gudstjenester på fx engelsk
- Traditionelle menigheder med gudstjenester på lokale sprog
- Traditionelle menigheder med lokale kulturelle udtryksformer i sang, dans, klædedragt mv.
- Menigheder, der inkorporerer lokale religiøse elementer, fx spiseregler, bedestillinger og terminologi.
- Fællesskaber, der følger Jesus, men bevarer deres oprindelige religiøse identitet, hvor nogle også deltager i tempel eller moské.
- Personer, der holder deres tro på Jesus hemmelig af frygt for forfølgelse fra deres oprindelige religiøse samfund.
Jesus-bevægelser udenfor danske kirker
Bogen Moderne Jesus-bevægelser behandler især gruppe 5 og de refleksioner, denne gruppe afføder i missionsteologien. Bogens formål er ifølge Mogens Mogensens indledning, at læsere også herhjemme må få øje på Jesus-bevægelser udenfor kirken, altså mennesker, ”som føler sig tiltrukket af Jesus og begynder at tro på ham, men som ikke forestiller sig at blive en del af de etablerede kirker…” (s.21).
Som eksempel gennemgår Mogensen såkaldt ”taoistisk kristendom” i Kina og Japan med rødder tilbage til nestorianske missionærer i 600-tallet og såkaldte ”Jesus-sutraer” fra 700-800-tallet, dvs. tidlige kinesiske sprogmanuskripter, der blander taoistisk, buddhistisk og kristen lære. Ud over de genkendelige Jesus-beretninger fremstilles Jesus som en Østens vismand, ”der deler sin visdom med folk og giver udtryk for medfølelse snarere end det konventionelle bibelske billede af Jesus som en prædikant, der er optaget af synd, offer og forsoning” (s. 124).
Fælles søgning mod det guddommelige
Her er bogens Appendix 2 interessant (s. 187), for her skelnes der mellem det latinske ”Missio Ad Gentes”, altså ”mission til folkene” og ”Missio Inter Gentes”, dvs. ”mission mellem folkene”. Den mere ligeværdige påvirkning til og fra de mennesker, vi møder i religionernes rejsemønstre, tager udgangspunkt i en fælles søgning efter det guddommelige og – hvis evangeliet om Jesus Kristus giver mening blandt det pågældende folk – bliver dette overført og iført den lokale kulturelle klædedragt.
Det er lige her, den vietnamesiskfødte Peter Phan udfordrer traditionelle missionærer, når han spørger (s. 196):
”Hvad ville missionærer gøre og hvordan ville de handle, hvis de kom til Asien – ikke som forkyndere og undervisere, ikke som proselytiserende evangelister – men som gæster, hvor ikke-inviterede og uønskede de end måtte være, og helt afhængige af folkenes venlighed og gavmildhed for deres fysiske og åndelige overlevelse? Hvad hvis vi bringer vores kristne tro – ikke som noget, der skal forkyndes og undervises i for at evangelisere og omvende de asiatiske ”gentes”, men som et tegn på vores taknemmelighed for deres gæstfrihed, en gave, som de har en fuldkommen ret til at modtage eller afvise, til at bruge eller forkaste?”
Med det syn skulle det være muligt at interagere på en respektfuld måde, også selv om man som formidler – og endda missionær – brænder så meget for sit eget budskab, at man virkelig af hjertet ønsker at den anden skal erkende og opleve det.
Mogens S. Mogensen
Moderne Jesus-bevægelser
Dansk Missionsråd 2024