De første missionærer tillod ikke dans i kirken. Det er anderledes nu, hvor Brødrekirken i Tanzania er blevet afrikansk i sprog og kultur, fortæller kirkens nyslåede formand Mwaikole.
Anosisye Mwaikole er ny formand for en kirke, der har fundet sin identitet i overgangen fra missionærernes kultur til egen afrikansk kultur.
Det handler om at skelne indhold fra form. Afrikanerne havde i forvejen nogle forestillinger om Gud, da missionærerne kom. Men missionærerne afviste dem og ville erstatte dem med kristen forkyndelse i vestlig udgave. Samtidig forbød de afrikanske fester og lukkede kirken for afrikanernes traditionelle danse.
Det var ikke særlig klogt, mener Mwaikole. Man kan godt bevare substansen i forkyndelsen af Kristus i mødet med afrikaneres traditionelle idéer om Gud og samtidig give plads til livsudfoldelse og tilbedelse af Gud på afrikanernes traditionelle facon.
Indholdet er det samme, men formerne kan variere.
Anosisye Mwaikole er netop på synoden i Brødrekirkens Rukwa-provins i Tanzania blevet valgt til formand for kirkens over 76.000 medlemmer fordelt på 330 sogne med et utal af kirker.
Tro, kultur og sprogbrug
BDMnyt mødte Mwaikole i sommer, mens han stadig var næstformand, og vi spurgte ind til det særligt afrikanske ved kirkens kultur. Og kommer hurtigt ind på kontekstuel teologi, dvs. at formidle Jesus Kristus som Gud, Frelser og Herre og samtidig lytte og give plads til lokale kulturelle udtryksformer.
Det handler både om at give plads til den afrikanske rytmiske dans i kirken og at benytte det rette sprog, når man forkynder. Et eksempel er Sukuma-stammen, som har en nedarvet tro på forfædrenes ånder. Hvordan forkynder man Kristus for dem?
– Man siger, at Jesus er leder af alle forfædre. Så forstår de dig. Og så kan de kan modtage Jesus som deres Herre. Hvis man derimod siger: “Tro ikke på forfædrene! I må ikke være sammen med dem!” så skaber man problemer. Man skal komme dem i møde.
Så man siger ikke til dem: “I skal forlade alle jeres forfædre og komme til Kristus og være en vestlig kristen”?
– Nej, man siger: “I tror på jeres forfædre, men I skal vide, at Kristus er den vigtigste forfader. Den tro, I har på forfædrene, er I nødt til at rette hen et andet sted. I kan bruge den samme tro og nu rette den mod Jesus. I kan tilbede Jesus på den måde, I er vant til. Sådan fungerer det nu i Sukuma-kirken.
”Uden dans dræbes troen”
Så selve troen på noget overnaturligt, på ånder og på Gud, var allerede til stede inden missionærerne kom. Tavlen var ikke helt blank. Opgaven er derfor at knytte deres idéer om Gud sammen med kristendommens billede af Gud i Jesus Kristus. Og så i øvrigt acceptere, at afrikanere tilbeder Gud på deres egen måde, med sang, musik og dans.
– Det vil være meget godt, hvis missionærernes kristendom kan komme overens med vores traditioner. Der var for eksempel nogle afrikanske traditioner, som ikke var tilladt, da missionærerne kom. For eksempel vores Asiri-festival. Den havde vi ikke lov til at tage med i kirke. ”Jamen vi afrikanere kan lide at danse. Så når I stopper os, dræber I vores tro. I jager os ud af jeres kirke,” sagde vi.
Derfor siger vi nu: Hvis kristendommen kan komme og tillade nogle af vores traditioner at komme til udtryk i kirken, så vil kristendommen virke meget, meget stærk, siger Mwaikole.
Religionsblanderi eller balancegang?
Der kan være god grund til at være på vagt over for synkretisme, altså religionsblanding, mener Mwaikole. Som han udtrykker det, kan folk fristes til at tænke: ”OK, vi går i kirke om søndagen, men de andre dage tror vi på vores traditionelle religion. Vi tror på Gud, men vi tror også på forfædrenes ånder.”
Her er det vigtigt at anerkende, at afrikanere ved noget om Gud, men samtidig formidle det kristendommen åbenbarer om Gud i Jesus Kristus. Det er en balancegang, indrømmer Mwaikole.
– Missionærerne kom og talte som om afrikanerne ikke ved noget om Gud. Men vi havde allerede en idé om Gud. Så udfordringen er at tage idéen om Gud, som den er udtrykt i Kristus, og sætte den sammen med deres forestillinger fra før. Det vil gøre afrikanerne stærkere i troen.
Men hvordan undgår man synkretisme?
– Der er forskel på at have en idé om Gud og have forskellige måder at tilbede Gud på. Vi tilbeder forskelligt, men vi ved alle noget om Gud. Missionærernes idé og vores idé ligner hinanden. Afrikansk kontekstuel teologi bringer ideen fra missionærerne og ideen fra de afrikanske traditioner i spil sammen.
Flerkoneri udfordrer
Men der er nogle idéer fra den afrikanske kultur, som kirken tager bestemt afstand fra. Missionærerne kom og insisterede på monogami, mens afrikanerne var vant til polygami. Og den traditionelle kultur med flerkoneri spøger stadig i kirken, fortæller Mwaikole.
– I kirken holder vi fast ved at ægteskabet er mellem én mand og én kvinde som er trofaste mod hinanden livet ud. Vores udfordring er så, at mange afrikanske med den polygamiske kultur ikke er trofaste over for deres koner. De er vant til at tage en kone mere, flytte over i et andet hus og fortsætte livet med den nye kone, mens de beholder den gamle.
– Derfor står vi lige nu med den udfordring, at afrikanske mænd ikke er særlig trofaste over for deres ægtefæller. Og det gør, at vi må afgøre, om vi skal tillade skilsmisse ligesom i Vesten.
– Men det vigtigste er at vi lægger vægt på trofasthed. Det er en vigtig værdi, som vi underviser om på ægtskabsseminarerne.
Det er nok ikke det sidste, vi hører fra den nyslåede formand for Brødrekirken i Tanzanias Rukwa-provins. For afrikansk kontekstuel teologi er ikke en eksakt videnskab, men i konstant bevægelse mellem tradition og fornyelse.