Skal vi kunne bremse CO2-udslip og leve bæredygtigt, må det ske af kærlighed til Guds skaberværk, skriver professor Niels Henrik Gregersen i bogen Klima, tro, håb og handling. Bogen er bl.a. redigeret af Kristine Kaaber Pors (billedet).
Verden står over for en klimakatastrofe af dimensioner, hvis vi ikke bremser udledningen af CO2 og finder en ny livsstil, der tager hensyn til naturen og bevarer den for kommende generationer.
Hvad skal der til, for at vi bremser op og gør noget? Det vil en ny antologi hjælpe os med. ”Klima, tro, håb og handling” hedder bogen med 24 bidrag fra teologer, psykologer, antropologer og sociologer. Et digert værk, der kræver sin tid, hvorfor vi her kun fokuserer på en af artiklerne.
Hvor skal vi begynde?
Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet og udfolder det psykologiske landkort med jubeloptimisten på den ene side og katastrofepessimisten på den anden. Ingen af delene gør noget ved klimaproblemet, fordi de enten negligerer det eller opgiver det.
Men midt på kortet mødes optimismen og pessimisten i det, Gregersen kalder halvoptimisten og halvpessimisten. ”Begge er klar til at se problemerne i øjnene og søge løsninger,” skriver han (s. 43).
Man kunne også kalde begge parter for klimarealister. Men spørgsmålet står stadig og blafrer i vinden: Hvordan søger vi løsninger, og hvor skal vi begynde?
Basal kærlighed til verden
Her kommer teologen så på banen: Vi skal glæde os over Guds skaberværk, for ”kun skabelsesglæden kan motivere os” (s. 45). Vi skal gnide øjnene vågne og få øje på naturen som udtryk for Gud selv. Vi skal indse, at Guds ord ikke blot er bogstaver i Bibelen, men at Gud også taler gennem mineraler, planter, dyr og mennesker.
Skal vi kunne bremse op og ændre livsstil, må det ske med en positiv motivation – kærlighed – og ikke på en negativ baggrund – frygt. ”Vi skal finde frem til en basal kærlighed til verden,” skriver Gregersen (s. 46).
Han tager livtag med den livsfjerne teologi, der ser Gud som højt hævet over Jorden og mennesker som kastet ud i en gudløs verden. I stedet plæderer han for en Gud, som er til stede i alt, som har skabt verden og er engageret i den og giver alting liv. ”Vi er således ikke kastet ud i en fremmed verden… Vi er velkomne i verden” (s. 51).
Derfor kan vi håbe, at Gud som skaber vil give os ”den opfindsomhed, der måtte ligge i naturens regenerative kraft, og den opfindsomhed, som vi mennesker måtte nå frem til gennem teknologiske innovationer” (s. 53).
Det lille livshjul flytter det store
Så er vi tilbage i klimarealismen, hvor den enkelte kan tage fat et sted, bremse op, ændre livsstil, spise mindre kød osv. og se de små ændringer som et lille bidrag til den store verdens forvandling.
Det handler nemlig om to livshjul, som griber ind i hinanden; det store livshjul er hele den vide verden, det lille den enkeltes nære livsverden. Det enkelte menneske kan ikke overskue virkningerne af det store hjul, og synes slet ikke at det rigtig flytter sig, men det gør det, hvis alle små hjul i systemet drejer rundt.
Det giver håb til handling.
”Klima, tro, håb og handling – Natursyn og kristendom” er redigeret af Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elisabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen og udgivet på forlaget Eksistensen.