Altmuligmand: Min opgave er at dække behov

Nivard Kasokota er sekretær, chauffør og logistiker på missionsstationen i Kipili. For ham er det behovene, der kalder, og så er det bare at gå i gang med at udfylde dem.

Af Knud Elmo Knudsen, frivillig medarbejder og missionær

Alt arbejde bør tage udgangspunkt i en analyse af behovene.

Det mener Nivard Kasokota, der er altmuligmand på missionsstationen i Kipili, Vesttanzania. For ham er problemer til for at løses, og så udvikler man sig undervejs. Som sidegevinst får man et desuden et stort netværk, som kan komme til gavn i fremtiden.  

Nivard Gaudence Kasokota er vokset op hos sin mor sammen med fem mindre søskende. Efter grundskolen fik han en snedkeruddannelse og arbejdede derefter som lærer på Brødrekirkens snedkerskole i Kipili.

Målet er at hjælpe mennesker

I dag arbejder Nivard som altmuligmand, sekretær, chauffør og logistiker på missionsstationen i Kipili.

– Det er en praktisk videreuddannelse i sig selv og har givet mig en stor kontaktflade både til kirken og dens projekter, samt forretnings- og transportsektoren. Det hele betragter jeg som noget, der udvikler mig og giver mig et bredt potentiale, fortæller han.

Hvordan er det at arbejde for en sag? Giver det mening?

– Alle de projekter og andet arbejde, der udføres i forbindelse med missionsstationen, har som mål at opbygge mennesker åndeligt og skabe en udvikling, der forbedrer deres levevilkår. For mig er det derfor meningsfyldt helt ud i de mindste detaljer.

Vigtigt at have en åben dialog

Som altmuligmand går Nivard til hånde. Det indebærer, at han i arbejdet for en sag også må forholde sig til missionærer og projektledere. Og det har han intet problem med.

– For at nå målet for et projekt, er det vigtigt hele tiden at være i dialog og være åben over for input fra alle sider. Derfor bliver arbejdet ikke så meget et spørgsmål om, hvem der anser sig som boss, men mere det at opnå en fælles forståelse for, hvorfor og hvordan arbejdet udføres, mener han og tilføjer:

Mit arbejde har givet mig indblik i mange ting, og måske især bevidstheden om, at alle valg medfører nogle konsekvenser. Hvis man bare tier og giver sin boss ret, er man uærlig og dermed også medskyldig, hvis tingene går skævt.

Unge får mod til at gå imod strømmen

Den mere ligeværdige tilgang til arbejdet står i stærk kontrast til det samfund, Nivard er vokset op i.

– Jeg må desværre erkende, at vi lever i en hierarkisk ’hakkeorden’, hvor folk ser ned på hinanden og behandler hinanden som ikke ligeværdige. Det, at jeg arbejder for missionen og har knyttet nære bånd til missionærerne, som behandler alle ens, gør at jeg accepteres som ligeværdig af dem, der sidder ved højbordet.

Tror du uligheden i samfundet kan ændres?

– Dette udtryk for overlegenhed er heldigvis aftagende. Sammen med folks stigende brug af Internettet, vokser der en generation op, som får indblik i andre sociale omgangsformer. Det påvirker deres egen stilling i lokalsamfundene og giver dem viden og mod til at gå imod strømmen. De er så småt begyndt at sige fra over for en tilværelse i underdanighed.

Alle, som bidrager, har taleret

Nivard uddyber, hvordan kulturen langsomt er ved at ændres:

– Lærerne bliver mindet om, at de er der for børnenes skyld – præsterne for menighedens skyld; hvor praksis ellers har været, at børnene var til for lærerens skyld og menigheden for præstens. Før i tiden var det kun de udvalgte, som udtalte sig ved offentlige møder, men i dag oplever vi, at selv unge tør rejse sig og tage ordet. Dermed er rollerne som igangsættere for udvikling ændret til ikke længere at være forbeholdt de få udvalgte, men er kommet i hænderne på alle, der kan og vil bidrage.