Nehah fik arbejde trods handicap

Handicap er ingen hindring for at komme i arbejde. På det BDM-støttede Star Mountain Rehabilitation Center i Ramallah får unge med handicap genoptræning og uddannelse, der forbereder dem på det palæstinensiske arbejdsmarked.

– Jeg er meget glad for at arbejde sammen med de venner, jeg har fået her.

Det fortæller 23-årige Nehah Shehadeh efter et træningsforløb på Star Mountain Rehabilitation Center i Ramallah på Vestbredden, som Brødremenighedens Danske Mission støtter.

Hun er nu er blevet ansat på Reema Factory – en fabrik, der bl.a. producerer rengøringsmidler.

Se video om projektet her (engelske undertekster):

Star Mountain hjælper børn og unge med handicap med genoptræning og uddannelse, så de opnår de faglige kvalifikationer, der skal til, for at de kan få et arbejde og integreres i det palæstinensiske samfund.

Nu tør hun gå på markedet

Og det mærkes i familierne, der ellers ikke får megen offentlig støtte til deres børn med handicap.

– Før ville hun ikke gå ud, men nu går hun på markedet og køber dagligvarer. Før ville hun ikke engang købe kiks! I gjorde en indsats for hende og styrkede hendes selvtillid, fortæller Nehahs mor, Nabila Shehadeh til Star Mountain.

Hun tilføjer:

– Nu har Nehah en stærk personlighed efter at have været en indadvendt. Før kunne hun ikke li at gå til sociale begivenheder, men det har ændret sig nu. Jeg føler mig lettet, når hun ringer og fortæller mig, at hun selv har prajet en taxa.

Har ansat 10 procent med handicap

På Reema Factory er de glade for at få medarbejdere som Nehah Shehadeh. Det fortæller administrerende direktør George Samander:

 – Det er en succesoplevelse at ansætte både kvinder og mænd med handicap. Resultaterne er enestående. Mennesker med handicap repræsenterer omkring 10 procent af mine ansatte, fortæller han.

Reema Factory opfyldes således den palæstinensiske arbejdsmarkedslov, der påbyder virksomheder at have mindst 5 procent ansatte med handicap.

”Arbejdsgiveren skal opfylde kravet om at ansætte et antal kvalificerede arbejdere med handicap til at påtage sig opgaver, der passer til deres handicap. Der må ikke være færre end fem procent ud af det totale antal ansatte i virksomheden,” lyder påbuddet i artikel 13. 

”De er meget pligtopfyldende”

De har direktør George Samander slet ikke noget imod:

– De mennesker, I har sendt til os, er fuldt engagerede og deres præstationer er fremragende, siger han til Star Mountain og uddyber: – De er meget pligtopfyldende, overholder alle regler og følger alle instruktioner. Jeg vil anbefale alle fabrikker og institutioner til at ansætte personer med handicap for at opmuntre dem i deres liv.

Hans værkfører, Ramy Abu Olba, er enig:

– Vores oplevelse med at ansætte personer med handicap er positiv. Vi er klar til at ansætte flere! Jeg vil gerne opfordre andre fabriksledere til at give dem mulighed for at bevise sig selv. De er i stand til at arbejde og tage initiativ.

”Vi tror på deres evner”

Og netop anerkendelsen er nøglen, fortæller Usama Fawadleh, der koordinderer erhvervsuddannelsesprogrammet på Star Mountain:

– Vi tror på de evner, som mennesker med udviklingshæmning har. Den enkelte har sit eget sæt evner og forudsætninger for at udvikle sig gennem programmet. Det opmuntrer os til at fortsætte oplæringen og genoptræningen, indtil de kan deltage i arbejdsmarkedet og blive uafhængige og selvstændige.

Han slutter med en opfordring til familier til børn og unge med handicap:

– Det er nødvendigt at få jeres børn ud på erhvervsuddannelsescentret, så de får et arbejde og sikrer sig et anstændigt liv!

Læs mere om Star Mountain Rehabilitation Center her.

Se video om erhvervsuddannelsen her (engelske undertekster).