Brødrekirkens hospital i Sikonge har i en årrække kun haft to iltapparater, som alle afdelinger deler. Hver eneste dag er der patienter, som har brug for ilt, så begge iltapparater er i brug næsten hele tiden.
”Det betyder, at når der har været mere end to, der har haft brug for ilt, må personalet vælge imellem patienterne”, siger Mia Toldam Korsgård, som er ansat som rådgiver på hospitalet igennem partnerskabet mellem BDM og Brødrekirken i Vesttanzania.
”Da et spædbarn kom til verden for tidligt og skulle have hjælp til at trække vejret, måtte personalet undersøgte hvilken patient, der bedst kunne undvære ilt. De endte med at konkludere, at det kunne ingen af dem”, siger hun om de dilemmaer hospitalet oplever.
”De valgte så at tage iltapparatet fra en ældre for at redde barnet. Den ældre døde nogle timer efter. Det er desværre virkeligheden med jævne mellemrum”, fortæller Mia Toldam Korsgård.
Iltapparater redder liv
Sikonge Hospital dækker et område på størrelse med Jylland, hvor der bor op mod 200.000 mennesker. Hvert år behandles tusindvis af patienter af de godt 125 medarbejdere. Derfor har flere iltapparater længe være på hospitalsledelsens liste over presserende behov, også allerede inden Mia Toldam Korsgård blev tilknyttet som rådgiver. Det har været en problemstilling som hospitalets dårlige økonomi gjorde det svært at løse.
BDM trådte til
I partnerskabet med Brødrekirken, som driver hospitalet, modtog BDM derfor i januar måned en projektansøgning fra hospitalsledelsen og besluttede hurtigt at bevillige støtten. ”Der var høj stemning, da vi pakkede tre nye iltapparater ud på hospitalet. Der er hver eneste dag patienter, der har brug for ilt, så begge apparater er tit i brug. I fremtiden skal personalet ikke vælge hvilket menneskeliv, de er nødt til at prioritere over et andet, for nu er der apparater nok”, siger Mia Toldam.
Med økonomisk støtte fra BDM er der nu et iltapparat på både fødeafdelingen, børneafdelingen, kirurgisk afdeling (hvor nyfødte fra kejsersnit ligger), medicinsk afdeling og i akutmodtagelsen.
”Det kommer til helt konkret at redde liv. Fra hospitalet lyder der en stor og dybtfølt tak til alle, der støtter BDM og på den måde har været med til at donere iltapparaterne”, siger Mia Toldam Korsgård.