SOMMERARTIKEL: Vi har brug for at udvide begrebet gæstfrihed. Det handler ikke blot om at invitere på middag en gang imellem, men om, hvordan vi kommer hinanden i møde.
Af Arngeir Langås, generalsekretær i BDM
Sommeren er over os, og måske får vi mere tid til at vi mødes. Da kan vi erfare det gode ved at rumme den anden, lytte os ind på den andens virkelighed og finde en balance i relationen, hvor begge parter får lov til at være sig selv.
Det lærer jeg i øvrigt løbende som generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission (BDM). Her er det ligeværdige partnerskab en bærende værdi. For eksempel samarbejder vi med rehabiliteringsfolk på Vestbredden, kirkeledere i Albanien og sundhedsprofessionelle i Tanzania. For at fremelske en ligeværdig relation, lægger jeg vægt på åben, venlig, høflig og ærlig kommunikation.
Indenfor eller udenfor ”kassen”
”Jeg ved lige, hvordan du har det! Nå nej, du er jo helt anderledes end mig!”
Sådan reagerer vi måske instinktivt, når vi møder et andet menneske. Vores hjerner vil meget gerne placere mennesker i eller udenfor bestemte kasser og kategorier. Enten er du som mig, eller så er du det slet ikke. Omdrejningspunktet og målestokken er mig, mig, mig!
Men hvad nu, hvis vi blot accepterer den anden person som den, han eller hun er i sig selv? Tit kan vi komme til at definere enshed eller andethed, men sand gæstfrihed handler tvært imod om at respektere den andens unikhed – for nu at bruge filosoffen Emmanuel Levinás’ betegnelser i omskrevet form.
Hvert eneste menneske er jo unikt. Og vi vil nok alle sammen have os frabedt at blive puttet i bestemte kasser efter andres definitioner: ”Nej, jeg er ikke ligesom dig! Og nej, jeg er heller ikke totalt anderledes. Jo, der er ligheder og forskelle, men jeg er først og fremmest mig selv som den, jeg nu en gang er.”
Gæstfrihed man kan tage og føle på
Det er sand gæstfrihed. Ikke blot at invitere på middag en gang imellem, men at give plads for den anden. Rigeligt med plads. Så meget, at tiden flyver af sted, fordi man faktisk nyder at være sammen.
Det oplevede jeg selv, da jeg voksede op på Madagaskar som barn af missionærer. Gæstfrihed modtog jeg også, da jeg blev gift med en dansker og som nordmand fik en familie og et arbejdsliv her i Danmark. Og da vores familie boede på Zanzibar i otte år. Her blev jeg som kristen europæer og missionær accepteret og rummet midt i det afrikanske muslimske samfund.
Det er en gæstfrihed, man kan tage og føle på. En rummelighed, der gør, at jeg ikke behøver at forstille mig i overfladisk høflighed, men kan være ærlig og ægte, mens jeg også rummer og respekterer den anden.
Måske er det værd at tænke over nu, hvor sommervarmen inviterer os udenfor til fællesskab omkring kolde øl og røde pølser. At vi lytter mere, ler mere sammen, og oplever, at vi faktisk bliver ladet op i hinandens selskab.
Overfladiske bekendtskaber kan blive til venskaber.