Afrikansk kirkeleder: Missionærerne levede side om side med os

Ligeværdigt partnerskab mellem organisationer i nord og syd betinger, at vi respekterer hinanden og holder hinanden ansvarlige, sagde dr. Fidon Mwombeki, generalsekretær i All Africa Conference of Churches, ved CKU’s og DMR’s årsmøde.

Af Asta Klosterskov Handberg, CKU, redigeret af Svend Løbner, BDM

Partnerskaber i fortid og fremtid var omdrejningspunktet for CKU og DMR’s fællesseminar i forbindelse med de to organisationers årsmøde på Nyborg Strand Hotel den 13. og 14. maj.

Hovedtaler var dr. Fidon Mwombeki, generalsekretær i All Africa Conference of Churches (AACC). Han kom ind omkring både fortidens, nutidens og fremtidens partnerskaber mellem danske organisationer og organisationer i Afrika syd for Sahara.

Missionærer var ikke en del af kolonialismen

Hans hovedbudskab var klart:

Vi skal gøre op med tanken om, at missionærerne, der blev sendt ud i lokalsamfundene, var en del af kolonialismen. Hvis vi bliver ved med at sammenstille de to og føle skyld, vil vi fastholde nutidens partnerskaber i et ulige forhold.

”Missionærerne levede side om side med os. De delte deres sorger og glæder med os, lærte vores sprog og spiste vores mad. Den dag i dag ærer vi stadig deres grave, fordi vi respekterer dem,” sagde han.

Der skal ikke gøres forskel på partnere i nord og syd

Mwombeki understregede ligeledes, at der hviler et stort ansvar på de danske organisationers skuldre. Det er vigtigt, at der ikke gøres forskel på danske partnerorganisationer og partnerne i syd.

”Mange er tilbøjelige til at se gennem fingre med, at deres partnere i syd bøjer reglerne. Det ville man aldrig gøre, hvis det var en dansk partnerorganisation. Hvis partnerskaberne skal være ligeværdige, skal man behandle sin sydpartner, som man ville behandle en dansk partner,” sagde han.

”Jeres teologiske forståelse er i forfald”

Senere berørte Mwombeki den store rolle, teologisk forståelse spiller i mange afrikanske menigheder. Han fremhævede det som helt essentielt for bæredygtige partnerskaber, at de danske organisationer forstår denne rolle.

Mwombekis fokus på teologisk forståelse blev også et samtalepunkt på CKU’s generalforsamling dagen efter, hvor en mulig fusion mellem Dansk Missionsråd (DMR) og CKU blev diskuteret. Her blev muligheden for at styrke CKU’s teologiske forankring fremhævet som en fordel ved en mulig fusion.