BDM er med til at undersøge missionærbørns trivsel

En større spørgeskemaundersøgelse skal skabe øget forståelse af og flere nuancer til historierne om børn af udsendte. I BDM drejer dig sig om over 100 missionærbørn.

Brødremenighedens Danske Mission (BDM) har sammen med en række andre kirkelige organisationer taget initiativ til en undersøgelse af tidligere missionærbørns oplevelser, erfaringer og trivsel.

Undersøgelsen foretages af CuraVita med psykolog Maria Techow som projektansvarlig.

Afsættet for undersøgelsen er et stigende og berettiget fokus både i Danmark, Norge og andre lande på mistrivsel blandt børn af tidligere udsendte missionærer.

I højrisiko for mistrivsel

Ifølge en undersøgelse fra organisationen Sendt Bort i Norge er tre ud af fire missionærbørn i højrisiko for psykisk mistrivsel. Højrisikogruppen har blandt andet 10 gange højere risiko for selvmordstanker, 11 gange højere risiko for PTSD og 5 gange højere risiko for stof- og alkoholmisbrug, skriver organisationen.

En af årsagerne er, at børn af missionærer almindeligvis blev sendt bort fra forældrene for at gennemføre deres skolegang på kostskole. Mange kom kun hjem til deres forældre 3-4 gange om året. Undersøgelsen viste også, at 51 procent af de 687 adspurgte oplevede omsorgssvigt og 15 procent seksuelle krænkelser.

På den baggrund vil den danske undersøgelse skal også skaffe dokumentation for, hvorvidt børn af tidligere udsendte fra organisationerne har været udsat for alvorlige overgreb og andre hændelser for at organisationerne kan påtage sig et evt. historisk ansvar og formidle behandling.

Ved særlige traumer eller lignende relateret til forældrenes udsendelse, vil der være mulighed for at anmode om et afgrænset psykologforløb. Visitation foretages af CuraVita, og forløb tilbydes både af fagpersoner i CuraVita og i et netværk af selvstændige psykologer eller psykologer ansat andre steder, som alle har kompetencer inden for udstationering.

Giver missionærbørn en stemme

– Undersøgelsen skal give de tidligere missionærbørn en stemme for at skabe øget forståelse af og flere nuancer til historierne om børnene af de udsendte, fortæller Maria Techow.

Hun håber undersøgelsen vil komme andre små og store børn med en opvækst i udlandet til gode både nu og i fremtiden.

BDM’s generalsekretær Arngeir Langås skriver BDMnyt, som udkommer i midten af september:

– Missionærbørnenes tarv belyses i disse år, og ikke alle har blot solskinshistorier at fortælle. I BDMnyt fra 1964 til 2024 har jeg fundet 118 børn udsendt sammen med 41 familier. Vi håber missionærbørn fra BDM vil deltage i undersøgelsen.

Hvis der skønnes at nogen har behov for det, vil BDM gøre muligt brug af psykologbistand i regi af Cura Vita, tilføjer generalsekretæren.

Negative og positive konsekvenser

Danmission foretog i 2025 en lignende undersøgelse. Af de 50 adspurgte har syv børn oplevet seksuelle krænkelser i deres barndom. Børn, der gik på kostskole, oplevede i større grad end andre børn utilstrækkeligt eller uforudsigelig voksenkontakt. 34 procent beskrev, at de ingen voksenrelationer havde på skolen. Og selvom 72 procent følte sig trygge, var der stadig 12 procent, der sjældent eller aldrig følte sig trygge.

Der var også positive erfaringer ved at være udsendt med forældrene: Ni ud af 10 oplever, at opvæksten har givet dem en større grad af tolerance og empati. 74 procent fortæller, at deres erfaringer har hjulpet dem fagligt – og hele 93 procent fortæller, at de hurtigt kan tilpasse sig nye miljøer. 

Ud over BDM deltager Mission Afrika, Promissio, Operation Mission Denmark, Baptistkirken i Danmark i den nye undersøgelse, der løber af stablen i to måneder fra september.

Fakta: Undersøgelsens temaer:

  1. Kulturtilpasning, særlige ressourcer og styrker, som det at være missionærbørn har ført med sig.
  2. Tilknytning og adskillelse (fra forældre primært) samt tilknytning i dag
  3. Eventuelle overgreb og krænkelser; seksuelle eller fysiske krænkelser, mobning og omsorgssvigt samt andre voldsomme livsbegivenheder som kan knyttes til opvækst i udlandet.
  4. Forældrenes prioritering af – og balance mellem – forældrerolle og missionskald har påvirket forældre-barn relation. Oplevelsen af åndeligt sprogbrug og/eller praksisser som ressource eller udfordring i opvæksten.
  5. Livssituation i dag; fysisk og psykisk trivsel, herunder angst, depression, samt beskæftigelse.

I BDMnyt er et interview med psykolog Maria Christensen om flerkulturelles styrker og udfordringer. Artiklen bygger på denne podcast fra BDM. 

Billedet øverst er et modelbillede fra Pixabay.