Der er sket en ændring i missionsforståelsen de senere år. Den er gået fra at være ”Fra Vesten til resten”, eksklusivistisk og en del af magtapparatet til ligeværdigt samarbejde på tværs af kloden, inkludere mennesker på en fælles trosrejse og tjene samfundet ”nedefra”.
Mogens Mogensen, forfatter og konsulent, fortalte på seminaret Mission Possible:
Mission er kirkens udadvendthed. Førhen forestillede vi os en missionær med tropehjelm, som var sendt ud for at omvende hedningerne. Der er noget rigtigt i det, for uden missionærer var Danmark ikke blevet kristent. Men ordet mission var et led i opdeling mellem Vesten og ”resten”. Men i dag lever de fleste kristne i lande udenfor vesten og har en helt anden kulturel baggrund end den vi har herhjemme. Mission foregår alle steder, hvor mennesker mødes, og på ethvert kontinent. Alle steder fra – alle steder hen.
Før tænkte vi mission som vores mission, som vi styrede på bedste vis. En bestyrelse planlagde, hvordan det skulle ske.
Men i dag har vi indset, at det er Gud, der har en mission. Det er ikke vores mission, som vi beder Gud om at velsigne. Centrum er ikke missionsselskaberne, men Guds hjerte. Gud har fra evighed af været i mission og det at sende sin søn til verden er en afgørende del af det. Den mission fra evighed af kalder Gud os til at deltage i.
Vi kan være redskaber i Guds mission i erkendelse af at det er ham som styrer, ikke os. Vi inddrages i Guds mission. Som Gud har sendt mig, sådan sender jeg også jer, sagde Jesus. Vi skal altså finde ud af, hvad Gud har gang i her i verden og tilslutte os det. Vi kan derfor lade os overraske af, hvad Gud gør – helt udenfor vores kontrol.
Guds mission er inkarneret i Jesus Kristus. Han er modellen for vores mission. Det han gjorde, skal vi også engagere os i. Han gik fra by til by og helbredte, prædikede, underviste osv. Det var holistisk mission. Mission er at præstere og repræsentere kristendommen, sagde missionær og tidligere biskop Niels Henrik Arendt.
I mange år har den officielle kirke udliciteret mission til missionsselskaber. Efter hånden har vi fundet ud af, at mission ikke er en sidebeskæftigelse, men kirkens grundlæggende væsen. Det er kirkens udadvendthed; hele kirken er et redskab i Guds mission. Det er ikke kirken som har Guds mission, men Gud har en mission, og en kirke til at udføre den.
Diakoni er en del af kirkens mission. Kirken er kaldet til at være, sige og gøre noget – alt sammen som et vidnesbyrd om evangeliet.
Der er to måder at drive mission på, en centripetal og en centrifugal. Den centripetale trækker mod centrum, mens den centrifugale ”slynger” ud fra centrum. Skal vi komme folk i møde er vi nødt til at tilbyde forskellige gudstjenester og mødeformer. Gudstjeneste er at drage folk ind i lovsangen. Her er præsten hovedaktøren. Men den centrifugale mission er, når vi sendes ud i hverdagen for at tjene vores næste, give håb og trøst og hjælpe praktisk. Det er lægfolk, der sendes ud for at tjene. Vi har dermed en såkaldt ”missional” kirke.
Jesu mission kom til udtryk i svaghed og sårbarhed; han endte med at blive korsfæstet. Vi skal ikke så langt væk fra Danmark for at se, at lidelse er en del af det at være kristen. Opstandelsen peger på, at der altid er et håb.
Kirken er fristet til ikke at yde sårbar mission, men at bruge magtmidler til at få mennesker ind i kirken. Det er at drive mission ud fra en magtposition. Kolonialismen tilbød missionærer denne magtposition. Ordene afslørede: ”Onward, Christian soldiers, marching as to war!” lyder en kendt missionssalme. Med ord som soldater, marchordre, krig.
Vi må derfor erkende, at der er sket ting i kristendommens navn, som vi ikke kan forsvare. For så ophører det med at være evangelium. Autentisk mission vi altid være mission i sårbarhed. Mission er ikke fra oven, men fra neden. Den giver frihed til at ikke tro og til at have en anden religion og til at ændre tro. Vi må derfor kæmpe mod enhver form for politisering af kristendommen som modsætning til andre religioner. Vi må aldrig søge at få politisk magt. Vi går fra en mission fra oven til en mission fra neden.
Tidligere var missionærer nogle, der blev sendt ud for at omvende hedninger og muslimer. I Ny Testamente er det i stedet Gud, der kalder mennesker til omvendelse, og Helligånden, der udvirker omvendelsen. Og mennesker er subjekter, der vælger at følge Jesus. Gud kalder og tvinger ingen, men venter på menneskers frivillige respons.
Nogle har det stramt med begrebet ”omvendelse”, men det er et centralt begreb, der omhandler menneskers møde med Jesus gennem evangeliet. Gud griber ind i menneskers liv, de bliver standset og deres livsretning ændres. Peter Bastian kaldte det ”et indbrud af kristendommen”. Han opdagede, at han altid allerede er elsket, som også er titlen på hans bog.
Altså: Vi er gået fra at ville omvende andre og til at overlade omvendelsen til Gud.
Tidligere var kristendommen præget af eksklusivismen, at vi har ret og de andre tager fejl. Men i dag er vi inklusive. Vi tror på noget sandt, men erkender, at sandhed også findes i andre religioner. Gud er på spil også i mennesker med andre religioners liv. Guds ånd er hos hvert eneste menneske og gør noget godt for hver enkelt.
Gud er Gud og den endelige dom tilhører ham. Vi kan ikke pege på andre veje til frelse end Jesus Kristus, men det er ikke op til os at sætte grænser for Guds frelse.
Før var det monolog, envejskommunikation. Det gør nemt et andet menneske til et objekt, et ”det” i stedet for et ”du”. Vidnesbyrdet i evangeliet inviterer til dialog, til samtale. I sand dialog er der noget på spil. Hvad er hjerteblod for dig? Dialog udspringer af, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Det andet menneske vil altid være et ”du”, og gennem dialog åbner vi os for hinanden, lytter til hinanden, fordi der er noget af værdi, noget guddommeligt hos hvert eneste menneske. Vi åbner os for, at vi kan blive påvirket af det, vi hører. Ikke kun modsat. Enhver mission bærer en dialogisk ånd.
Før brugte vi en kopieringsmodel, hvor vi eksporterede vores kirkeform. Mission blev et civilisationsprojekt, hvor det var svært at skelne mellem evangelieforkyndelse og kulturudtryk. Det samme kan ske i Danmark, hvis mennesker præsenteres for kristendommen som om den var en færdig pakke, med særlige kulturelle udtryk. Men de senere år har vi forstået, at kristendommen er kontekstuel. Den kommer altid til udtryk gennem bestemte kulturer. Derfor må vi leve med, at kristendommen tager andre former og farver i Afrika end i Danmark. Vi får dermed forskellige former for ”kristendomme”. Gud sendte ikke bare en bog herned, men blev menneske ind i en bestemt kultur.
Kategorier kan defineres som enten afgrænsede eller centrerede. I centrerede kategorier drages mennesker mod et centrum og tager diverse elementer til sig efter hånden. Det sker nogle gange, at folk drages af Jesus uden at forlade deres egen religiøse kontekst. Gud er ikke sådan at sætte i bås. Og Helligånden blæser hvor han vil og blæser nogle gange også på os og vores teologier.
Der er mange missionsbefalinger i evangelierne. I Lukas 10 opfordres vi til at SE på andre mennesker med kærlighedens blik. Mission er at se hvad Gud har gang i og engagere os i det.
Mission er også at BEDE: Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst, står der. Bøn udtrykker vores magtesløshed, mens vi beder for den verden, der lider.
Mission er også at GÆSTE: I gæstfrihed inviteres mennesker på ens egne betingelser, men når man gæster et andet hjem, sker det på den andens betingelser. Mission er at være til stede på folks hjemmebane.
Mission er også at LYTTE: Lytte til menneskers livshistorier, og deltage i Guds lytten til verdens suk.
Mission er at FORTÆLLE, fortælle den store frelseshistorie. Mission er også at HELE alt det, der er brudt i verden. Mission er også at INVITERE – at byde folk op til dans. Mission er også at SYNGE lovsange om Guds gode gerninger. Poesien kan sætte ord på tanker, tro og tvivl hos os blufærdige danskere. Mission er med andre ord jordnært og enkelt.